Lyt til artiklen

Se hvem der er Danmarks mest magtfulde stjerner.

Det kan godt være, at Kim Larsen er blandt de bedst sælgende stjerner herhjemme. Og at Hans Pilgaard er en af de mest populære tv-værter, vi har.

Men når det kommer til at sidde på magten i dansk showbiz, så er det ikke dem, der har den gule førertrøje på. Den sidder nemlig klistret fast på multitalentet Anders Matthesen.

SE BILLEDERNE: DE STYRER DANSK SHOWBIZ

Selvom Matthesen og en lang række andre danske stjerner rent økonomisk har deres på det tørre, er magt ikke bare et spørgsmål om penge. Ikke mindst om indflydelse. Magt betyder at producenterne står i kø for at hyre netop den stjerne.

At han eller hun kan stille krav, som producenter og arrangører ikke tør afvise. Økonomiske krav. Krav om at spille sammen med den og den.

Og udfra en række kriterier, som du kan finde andetsteds på siden, har B.T. kigget stjernerne efter i kortene og udfærdiget en liste over Danmarks mest magtfulde stjerner.

Og her hersker der ingen tvivl om, at Anders Matthesen ikke alene egenhændigt er etaper foran enhver tænkelig konkurrent på banen, men også får folk omkring sig til at ryste i bukserne.

Og det er netop, hvad hele den danske filmbranche gør lige nu.

Flygter fra Matthesen
Til sommer er der nemlig premiere på Anders Matthesens debutfilm 'Sorte kugler', en film han selv har skrevet, instrueret og spiller hovedrollen i.

Branchen er overbevist om, at filmen vil støvsuge hele publikumsmarkedet og frygter derfor, at alle andre biograffilm kommer til at spille for tomme sale. Hvorfor de forsøger at skyde deres premierer så langt væk fra Matthesens sorte kugler som muligt!

- Han er meget magtfuld. Har magt til at få publikum til at komme, hvad han end laver, samt magt til at sælge afledte produkter.

Han har vist, at han kan trække på alle platforme, lyder vurderingen da også fra pr-manden Christian Have, der kalder Anders Matthesen for et 'multi-talent med meget stor integritet'.

Andens seneste show 'Anden vender tilbage' er nu set af mere end 200.000 danskere.

Matthesen størst
En vurdering hans kollega i pr-branchen, Freddy Neumann, bakker op omkring.

- Anders Matthesen er den største vi har lige nu. Både som igangsætter og udøver. Han har en enorm pondus, siger Neumann.

SE BILLEDERNE: DE STYRER DANSK SHOWBIZ

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Anders Matthesen om hans pondus i dansk showbiz.

- Anders gør meget ud af at forvalte sin status på en karmisk måde (med god karma, red.) og være et godt forbillede, men står foran sin premiere på det Kongelige Teater og har desværre ikke tid, lyder det fra hans manager Cemille Rosenberg.

Udover Anders Matthesen, kalder pr-manden Freddy Neumann navne som Mads Mikkelsen, Paprika Steen og Sofie Gråbøl for toneangivende, når det kommer til stjerner som primært er udøvende.

- For langt de fleste filmproducenter i Danmark udgør de drømmecastet.

Den vurdering er en garvet producentrotte som Peter Aalbæk Jensen enig i.

Kan ikke redde en dårlig film
- Der er enorm høj salgbarhed i Mads Mikkelsen, Thure Lindhardt, Ulrich Thomsen, Paprika Steen og Jesper Christensen. Ikke bare herhjemme men også internationalt, siger Aalen og nævner netop det internationale perspektiv som en ny kendis-krog.

- Stjerner har en ret stor betydning. Men jeg må også sige, at uanset stjernen kan man aldrig redde en film og hive profit hjem, hvis det er et dårligt projekt. Det så man jo med al tydelighed med Anders Matthesens skuespildebut i 'Rene hjerter'. Der var ikke ligefrem nogen, der klaskede sig på lårene over den succes, siger Peter Aalbæk om filmen, som kun solgte 40.000 billetter.

SE BILLEDERNE: DE STYRER DANSK SHOWBIZ

- Men så snart man har et projekt, som er godt eller opefter, kan det mærkes, om man har stjerner som Mads, Thure eller de øvrige med, siger han videre.

Det samme mener pr-manden Christian Have, som også fremhæver Trine Dyrholm og Nicolas Bro som stjerner, der gør en forskel.

- Der kommer folk i biografen eller i teatret, når de er på plakaten. Og det bliver vigtigere og vigtigere at have de rigtige navne med, fordi konkurrencen er blevet så hård, siger han.

Benhård konkurrence
At konkurrencen om at sælge billetter er hårdere end nogensinde, er ikke den eneste forandring, der er sket indenfor dansk showbiz de senere år. Vil man have magt i den verden, skal man også tænke strategisk.

- Det er meget mere strategi og forretning i dag. Man kan sige, at celebrity-kulturen har en værdi, som kan gøres op i kroner og ører. Hvadenten man nu kan lide det eller ej, så har vi fået mere amerikanske tilstande. Men heldigvis har vi også ekstrem høj kvalitet blandt vores stjerner. Vi har ikke noget Paris Hilton fænomen i Danmark, siger Christian Have.

- Kendis-billedet er meget anderledes i dag. Tidligere kunne magt defineres som stjernernes eksponeringværdi, altså hvor meget de kunne ses i ugebladene. Den slags populistiske midler spiller en mindre rolle i dag, hvor magt lige så meget handler om at turde bruge sit talent til andet, end dét publikum tror, de kan, siger Freddy Neumann.

SE BILLEDERNE: DE STYRER DANSK SHOWBIZ