'Klovn' har haft et utal af biroller gennem serien og filmene. B.T. har talt med fire kendte biroller, som alle fortæller, at de også er med i den syvende sæson af 'Klovn'.

Fætter Andreas spillet af Roger Kormind

Roger Kormind spiller Mias, til tider, irriterende fætter Andreas, som Frank har svært ved at døje og ofte er uenig med. Roger er 55 år, gift på 25. år, har to børn på 23 og 26 år. Til daglig bor han på Østerbro i København og beskriver sig selv som en ivrig motionist på racercykler og mountainbikes.

Hvad laver du, når du ikke laver 'Klovn'?

»Jeg laver det samme, som jeg har gjort i mange år. Jeg laver alt fra tv-serier til reklamefilm. Jeg skal være med i den nye sæson af 'Yes No Maybe'. Så har jeg også medvirket i diverse reklamefilm for blandt andet Lego Duplo og Toyota.«

»Derudover arbejder jeg til daglig som bike fitter. Kort sagt er fitebik et system, som går ud på at indstille cykler korrekt. Det vil altså sige, der skal sørges for, at rytterne kan cykle mere effektivt, mindre skadesfrit og ikke mindst cykle længere og stærkere.«

Roger Kormind er meget interesseret i cykling.
Roger Kormind er meget interesseret i cykling. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Hvordan har det været at medvirke i 'Klovn'?

»Helt enestående. Det er som en lille familie, fordi vi kender hinanden så godt og samtidig har det hyggeligt.«

Hvad synes du om din rolle i 'Klovn'?

»Rollen ligger langt væk fra, hvem jeg er som person. Derfor skal der graves dybt for at spille Fætter Andreas. Men jeg synes rigtig godt om rollen.«

»Jeg elsker, når jeg møder folk, der siger, jeg er irriterende. Så ved jeg, at jeg gør det rigtigt. Det sker virkelig tit, og det bliver jeg aldrig træt af.«

Roger Kormind bekræfter, at han også er med i den nye 'Klovn'-sæson, hvor han som Fætter Andreas medvirker i yderligere to afsnit. I de to afsnit er han lige så irriterende som altid, fortæller Roger Kormind.

Revisor-Kurt spillet af Kurt Dreyer

Kurt Dreyer spiller Frank og Caspers revisor, som i serien er bedre kendt under navnet 'Revisor-Kurt', der forsøger at holde hoved og hale i Casper og Franks økonomi. Kurt er 74 år, har to børn på 32 og 48 og er bosiddende i Odense.

Kurt Dreyer skal igen holde øje med Frank og Caspers økonomi. Privatfoto.
Kurt Dreyer skal igen holde øje med Frank og Caspers økonomi. Privatfoto.
Vis mere

Hvad laver du, når du ikke laver 'Klovn'?

»Jeg arbejder på Odense Teater som skuespiller og instruktør, som jeg har gjort siden 1985. Det er et fantastisk sted, hvor jeg har fået lov til at spille alt. Jeg har spillet Jeppe i 'Jeppe på Bjerget' i 1994 og professor Higgins i 'My Fair Lady' i 1995. Disse roller er jeg stolt af, fordi det var nogle kæmpe roller at spille. Det har været og er stadig vidunderligt på teatret.«

Hvordan har det været at medvirke i 'Klovn'?

»Det har været smaddersjovt. I 'Klovn' er der ikke skrevet replikker på forhånd, men i stedet en bestemt situation, hvor vi skal improvisere. Det er meget anderledes og sjovt, fordi du bare skal komme og fyre den af fra hoften.«

»Og så klinger jeg rigtig godt med Casper og Frank. Der har bare altid været en god stemning mellem os tre.«

Hvad synes du om din rolle i 'Klovn'?

»Ham (Revisor-Kurt red.) kan jeg rigtig godt lide. Han er smaddersjov. Jeg opfatter det, som om han er blevet kult blandt unge. Det synes jeg er meget sjovt.«

Kurt Dreyer skal også være med i den syvende sæson af 'Klovn'. Han fortæller, at han medvirker i et enkelt af sæsonens 10 afsnit.

Pykker spillet af Elsebeth Steentoft

Elsebeth Steentoft optræder i 'Klovn' som Franks svigermor, Pykker. Elsebeth er 74 år og bor i en gammel lejlighed i København. Hun er gift med arkitekten Kurt Jacobsen, og sammen har de en søn på 48 år. Hun er uddannet skuespiller fra Aarhus Teater i 1964.

Hvad laver du, når du ikke laver 'Klovn'?

»Jeg har været skuespiller i rigtig mange år, så derfor har jeg også lavet både teater, film og tv. Det har jeg så også været nødt til, fordi jeg ikke kun kan leve af at være med i 'Klovn'.«

Hvordan har det været at medvirke i 'Klovn'?

»Det har næsten været en lille fest, hver gang vi har mødtes. Men samtidig arbejder vi også hårdt, fordi vi skal nå meget på lidt tid. Vi bruger eksempelvis meget tid på at tage scenerne igen, fordi vi i meget af tiden skal improvisere.«

Elsebeth Steentoft tager endnu en tørn som 'Pykker' i 'Klovn. Foto: CC/Folketeatret
Elsebeth Steentoft tager endnu en tørn som 'Pykker' i 'Klovn. Foto: CC/Folketeatret
Vis mere

Hvad synes du om din rolle i 'Klovn'?

»Den har været sjov, og jeg er rigtig glad for den. Det har også været grænseoverskridende,« fortæller Elsebeth Steentoft og refererer til episoden i 'Klovn - The Movie', hvor hun må en tur på hospitalet, efter Frank ved et uheld onanerer hende i øjet i den tro, at det var Mia.

Selvom scenen var grænseoverskridende, er det den slags optagelser, der er mindeværdige.

»Det er sjovt at forarge folk. Det sætter noget i gang, hvor man skubber til folk og finder ud af, hvad man kan klare. Provokation er et meget vigtigt begreb i denne branche.«

Elsebeth Steentoft optræder igen som Pykker i den nye sæson, men hvor mange afsnit kan den erfarne skuespiller ikke huske.

»Sådan noget kan jeg aldrig huske præcist,« griner hun.

Mads Christensen spillet af Mads Lisby

Mias bror, Mads Christensen, har også sagt ja til endnu en omgang 'Klovn'. I 'Klovn' er Mads advokat og har et svingende forhold til Frank. I det virkelige liv bor Mads Lisby på landet et stykke fra Holbæk. Han skal snart giftes med kæresten Lotte, og så har han en søn på to år.

Mads Lisby spillede musical med Iben Hjejle, da han fik tilbudt en rolle i 'Klovn'. Foto: Helle Elskjær.
Mads Lisby spillede musical med Iben Hjejle, da han fik tilbudt en rolle i 'Klovn'. Foto: Helle Elskjær.
Vis mere

Hvad laver du, når du ikke laver 'Klovn'?

»Jeg er i musikbranchen, hvor jeg synger i forskellige orkestre. Tidligere har jeg også gennem 10 år drevet et børneteater i Silkeborg, mens jeg spillede med i musical. Det var også gennem en musical, jeg fik rollen som 'Mads'. Jeg spillede sammen med Iben (Hjejle, red.). Derfor var Frank og Casper der også, og efter stykket spurgte de, om de måtte ringe til mig. Det blev startskuddet.«

Hvordan har det været at medvirke i 'Klovn'?

»Man får et fedt sammenhold, og det er egentlig ligegyldigt, om det er med kamerafolkene eller statisterne. Stemningen er bare afslappet og hyggelig. Der er god forståelse for alle. Sådan opfatter jeg det i hvert fald, og jeg har det rigtig godt med alle på tværs af holdet.«

Hvad synes du om din rolle i 'Klovn'?

»Jeg synes, den var meget interessant. Jeg fik faktisk først at vide, at jeg havde fået jobbet, dagen før optagelserne startede. Casterne havde misforstået hinanden og havde derfor ikke ringet til mig. Det var først, da jeg selv ringede og forhørte mig, at jeg fik jobbet. Og da jeg på førstedagen skulle spille en scene som advokat over for Frank, måtte jeg hurtigt researche på, hvordan man agerer som advokat. Så jeg fik lidt travlt.«

Mads Lisby opfatter selv sin rolle som irriterende. Men det var også hele pointen bag rollen.

»Jeg fik at vide, at jeg ikke måtte sige noget sjovt. Frank var klovnen, og ellers skulle det være underspillet. Det er ret morsomt, at jeg i rollen er så sygeligt irriteret på ham.«

I den kommende sæson optræder Mads Lisby Mias bror ved familiesammenkomster. Han er med i to afsnit, men vil ikke afsløre, hvad der sker.

»Der sker selvfølgelig ting og sager. Det må I vente med at se,« slutter han.