»Mor, kommer politiet nu og arresterer dig?« Det spørgsmål blev en 30-årig norsk kvinde mødt med fra sin lille søn, da hun stadig rystet berettede for ham, hvad hun havde forårsaget ved David Bowie-koncerten i Oslo fredag aften. Nemlig at rockstjernen fik en slikkepind i øjet!

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>»Jeg følte mig så skyldig,« siger kvinde, som ikke desto mindre insisterer på ikke at være skyld i uheldet.

Som beskrevet i B.T. søndag blev David Bowie under koncerten pludselig ramt af den famøse slikkepind og kammede over af raseri.

Fucking Wanker
»You fucking wanker. You little fucker!« råbte han ud til publikum og truede med, at han nok skulle finde den skyldige.

»Jeg blev stående, helt stiv af skræk midt i mængden. Sådan stod jeg i en halv time,« fortæller kvinden - som selvfølgelig foretrækker at være anonym - til Dagbladet.

Ifølge hendes egen forklaring havde hun netop taget slikkepinden op af lommen og svajede sammen med det øvrige publikum begge arme over sig, da hun pludselig fik et voldsomt skub bagfra, der altså fik den berømte slikkepind til at flyve ud af hånden på hende. Lige ind i øjet på David Bowie.

Frygtede lynchning
»Jeg ville allerhelst have rakt hånden i vejret og sagt, »det var mig, der gjorde det. Det var ikke med vilje,« fortæller hun om øjeblikket, hvor Bowie rasede fra scenen. »Men jeg turde ikke. Jeg var sikker på, at jeg ville blive lynchet.«

At have fremkaldt så voldsomme reaktioner fra David Bowie og en hadefuld stemning fra det øvrige publikum kommer hun sig ikke over foreløbelig. Ikke mindst fordi hun selv er fanatisk Bowie-fan og har været det i 18 år.

Således havde hun sammen med sin bror aftenen før været i Bergen til den første af David Bowies to Norges-koncerter.

Elsker Bowie
»Jeg har set ham live otte gange. Der er ingen artist, jeg sætter højere end ham,« fortæller hun til Dagbladet.

Skæbnen spillede dog såvel kvinden som David Bowie et puds fredag aften. For da rockstjernen under koncerten med en sarkastisk bemærkning kaster sit guitarplekter ud til publikums udstrakte hænder, rammer det kvindens. Som dermed resten af sine dage vil have et minde om den gang, hun fik ram på David Bowie med en slikkepind!

suss@bt.dk