Viklet ind i et spind af livsløgne forsvandt komikren Henrik Bruhn i den mørkeste depresion. Først i år blev han reddet.

Først når du fjerner spindelvæv, frost og indgroet snavs, er det muligt at se ind i dybet. Så skal øjnene vænne sig til det mørke, der hersker på den anden side af ruden.

Fem – måske ti – sekunder. Pludselig omridset af et gulv derinde. Aviser kastet ud over det hele. Og mere endnu. Halvtomme poser med chips i forrykt blanding med bunker af mel og størknet ketchup.

Måske har ejeren af den efterladte 'Linå Kiosken' taget af kassen. Løjet, svindlet eller bedraget. Herefter er han panikket, har slukket for kontakten og er stukket af fra svineriet som den østjyske flækkes svar på Stein Bagger. Måske.

Henrik, du har spildt dit liv
Lige over for kiosken knejser en hvid villa. I indkørslen flyder et ordentligt lokum af en Audi og røber intet om , at manden i villaen har spildt sit liv på løgne. Heldigvis er lyset stadig tændt.

- Jeg har altid gerne villet være rig. For har du penge, kan du købe alt. Ergo skal du gå efter pengene først – så kan du få dig en personlighed bagefter. Det var det, der satte sig inde i mig. Hele mit liv, var en jagt efter penge, erkender den 36-årige komiker Henrik Bruhn om de liv, han levede, inden det vendepunkt han senere vil runde.

Kampen mod sig selv
Fra august til november kunne tv-seerne følge Henrik Bruhns kamp mod sig selv. I serien 'Comedy-Kuren' tog han imod en udfordring fra vennen og multi-komikeren Anders ’Anden’ Matthesen: Tab dig 90 kilo, kvas skeletterne i skabet og bliv et bedre menneske. Nå ja - og gør det på et år. Ikke nogen nem hurdle for en mand på 192 kg og med en lang række tvivlsomme internetforretninger under bæltet. I dag er det en 100 kilo lettere udgave af Henrik Bruhn, der viser vej ud i Linå-villaens køkken. Med lette ryst på hovedet hiver han fat i en oval knivblok i rasende mintgrøn.

- Den er ved gud noget af det grimmeste, jeg nogensinde har set. Alligevel gav jeg 1.600 kr. for den, fordi det var den officielle knivholder fra Zwilling. Sammen med knivene er her ting for i alt 8.000 kr., som på ingen mulig måde gør mig lykkelig. Jeg indså for sent, at det jeg ville købe for alle mine penge, var lykke. Men jo mere jeg købte, jo mere ulykkelig blev jeg, siger Henrik Bruhn, som langsomt erkendte, at han havde levet på en løgn .

- Det var forfærdeligt at indse, at de penge jeg havde jagtet i 30 år, ikke var det, jeg ville have. For den erkendelse, der lå lige om hjørnet, var: Henrik, du har spildt dit liv! Herefter gik jeg ind i en længere depression. Ingenting havde mening, og selvom alt faldt om ørerne på mig, var jeg bare ligeglad.

Henrik er en løgner
September 2007: Det var en dag midt i den mørkeste depression, men alligevel takkede Henrik ja til et stand-up job. Det viste sig at være en fælde.

Lukkede sig inde
TV2-programmet 'Operation X' havde fyldt salen med utilfredse kunder, som alle havde spyttet penge i Bruhns internetkoncept, der lokkede med hurtig rigdom. Men ingen i salen var blevet rige på Bruhns produkter. Tværtimod. Det tog en time - så var østjyden stemplet som svindler og løgner i hele Danmark.

- Men jeg blev jo ved med at køre min forretning, selvom den gjorde mig dybt ulykkelig og dybt stresset. Det var alt andet, end det jeg gerne ville, siger Henrik Bruhn, som i store perioder kun havde et eneste lyspunkt: Mad.

- Det var mit lille paradis. Så lukkede jeg mig inde med en videofilm, slog telefonen fra, låste døren og tænkte, at nu kunne de alle sammen rende mig i et par timer. Jeg havde ikke noget selvværd og var overbevist om, at det var på grund af min overvægt. Selv ikke fristedet som komiker kunne gøre ham glad. Flere job endte i pinlig fiasko, og med fire ansatte i internetfirmaet var der ikke tid til at arbejde med materialet.

- Der leverede jeg den værste løgn over for mig selv: I næste uge bliver det hele meget bedre. Jeg kørte i illusionen, hvilket betød, at jeg var det, som min psykolog kaldte for 'aldrig til stede og altid på vej'. Og det er et forfærdeligt sted at være.

Vendepunktet
Først i februar fandt han nøglen.

- Da jeg startede 'Comedy- Kuren' var jeg overbevist om , at når jeg blev tynd, ville jeg få mit selvværd. Men jeg havde tabt 40 kg og var stadig ikke lykkelig. Pludselig indså jeg, at det hang omvendt sammen. At først når jeg fik mit selvværd, behøvede jeg ikke al den mad, forklarer Henrik Bruhn, der gik i heftig terapi og samtidig fulgte et råd fra en ven.

I stedet for at lave ting, han troede folk gerne ville have, burde Henrik Bruhn losse sig selv bagi og lave noget, han selv var stolt af.

- Det betød ekstremt meget at få det at vide. For faktisk var det så galt, at Linie 3 på et tidspunkt var mine største idoler. De solgte jo allerflest billetter og trak fulde huse. Så lød min logik, at det skulle jeg også skulle lave - så ville jeg jo få pengene.

Men samtidig kunne jeg ikke forliges med det, de lavede, og tænkte: For dælen en gang lagkage!

Slut med fiflerierne
Resten er nutid. Henrik Bruhn bedyrer, at han endegyldigt har kvittet internetfiflerierne og helliget sig komikken. Vel at mærke, den han selv synes er sjov. Selv den store Audi i indkørslen skal væk, når leasingaftalen udløber til næste år.

I dag er du 36 år og har løjet over for dig selv hele livet. Hvorfor skulle det tage så lang tid?

- Fordi sandheden var for hård for mig at acceptere. Skulle jeg acceptere den, skulle jeg lægge hele mit liv om. Men der var hele tiden en nemmere løsning - og den tog jeg, siger Henrik Bruhn, og kigger ud ad villa-vinduet. Det ser pudset ud.