Uge efter uge var Heidi Herløw ligesom de øvrige X Factor-deltagere i medierne, og i folkemunde blev Heidi Herløw i den periode kaldt 'X Factor-Hedi.' Selv om hun er kommet langt videre efter programmet, er hun stadig stolt af at have været med.

- 'Jeg har det fint med, at blive husket fra X Factor, for jeg har kun haft positive oplevelser med det. Jeg ville ikke have udgivet min egen plade nu, hvis det ikke var for programmet,' siger Heidi Herløw og tilføjer:

- 'Det var dog rigtig hårdt og en stor udfordring, at være med i X Factor på grund af den massive eksponering.'

Hun havde da også brug for at koble af sammen med familien, da programmet var slut.

Heidi Herløw har sunget og eksperimenteret med musik, siden hun var ganske lille, men det har altid været på privat basis.

Vil gerne leve af musikken
- 'Jeg meldte mig til X Factor for at få nogle kontakter, der kunne hjælpe mig videre i musikbranchen.

Jeg ville gerne kunne leve af min musik,' siger Heidi Herløw, der først nu føler sig rigtig klar til at komme ud med sin musik.

- 'Jeg har meget mere ballast nu, hvor jeg er fyldt 30 år. Jeg kan bedre reflektere nogle ting, fordi jeg har noget livserfaring. Og det gør, at jeg på mit album kan afspejle livet mere ægte og ærligt,' siger hun.