X-Factor stjernen barsler med sit første album til efteråret

For kun en uge siden sagde Heidi fra X-Factor tak men nej tak til at skrive kontrakt med pladeselskabet Sony. Og det kunne hun roligt gøre. For allerede der var hun i gang med at forhandle med et andet selskab. Og nu er kontrakten med det konkurrerende Universal Music så i hus.

Og ikke nok med det. Arbejdet med Heidi’s debutalbum er så langt, at vi kan se frem til at høre det allerede til efteråret.

- Jeg er rigtig glad og lykkelig. Det er virkelig dejligt, at det er faldet på plads, siger Heidi, som netop nu ferierer med familien i Grækenland og prøver at slappe af, inden det går løs i pladestudiet.

Arbejdet med nye numre har nemlig stået på i et stykke tid og fortsætter så snart Heidi er hjemme i Danmark igen.

-Så lige nu står der bare ferie på programmet, siger hun med glade barnegrin i baggrunden.

- Vi har de første fire numre klar og to måneders koncentreret arbejde foran os,« siger Thomas Blackman, som fortsat er Heidi’s mentor og ifølge tidligere udtalelser fra Sony grunden til, at Heidi nu har valgt at skrive kontrakt med Universal Music istedet.

Men sådan udlægger den bramfri Blachman det ikke. - Fuck Sony! sprutter Thomas Blachman, som er rasende og indigneret over den måde, som Sony har behandlet Heidi på.

- De er nogen lallende amatører. Vi havde for længst lavet en komplet aftale med dem. Men så skulle direktøren pludselig til udlandet på en kunstudstilling. Og så var der ikke nogen, der kunne forhandle færdigt. Og i hele forløbet har de intet tidspunkt ringet tilbage til Heidi, når hun har kontaktet dem. Hun har gået og ventet i ugevis på, at de skulle ringe tilbage. Men det gad de ikke lige. Der kunne skrives bøger om, hvor talentløse de er, siger Thomas Blachman.

Det store multinationale pladeselskab indgik fra starten en bindende sam-arbejdsaftale med X-Factor, der betød, at de skulle udsende vinderens album, mens de samtidig havde første option på at skrive kontrakt med de øvrige deltagere i talentshowet.

Og én efter én er de aftaler faldet fra hinanden. Men indtil for nylig hed det sig stadig, at Sony fortsat lå i forhandlinger med såvel Heidi som to’eren Laura. Men 22. maj udtalte Sony’s pressechef Karina Foss Fenn, at der ikke blev nogen kontrakt med hverken Heidi eller Laura.

- Vi har haft en god snak med pigerne, om hvad de ønsker, og det vigtigste for os er, at alle kommer ud af X-Factor med en god oplevelse bagefter. Det er også godt for Martin, som hun sagde ved den lejlighed.

- Nu har vi fået en kontrakt med Universal, der giver os helt frie hænder. Og de er vildt glade over at få hende i stald og vil hende det bedste. Det er meget bedre for Heidi, siger Blachman.

I forvejen har Universal Music kontrakt med internationale navne som Björk, Eric Gadd, U2 og fra den danske scene Magtens Korridorer, Jokeren, Caroline Henderson, Tue West og Blachmans eget projekt GinmanBlachmanDahl!