Entertaineren Jacob Haugaard er blevet ramt af en dyb personlig tragedie. Hans søn Nicolai, der led af muskelsvind, er død blot 38 år gammel.

- Vi vil ikke sige noget i dag, lød beskeden fra Nicolais mor, Jacob Haugaards kone, Ilse Wilmot i går. Også Nicolais onkel, Jacob Haugaards bror Jan Haugaard, er dybt ramt af sorg over nevøens død i torsdags.

- Jeg har kendt Nicolai i det meste af hans liv. Vi er selvfølgelig alle i familien meget kede af, at han nu ikke er her mere. Han var en stor og bemærkelsesværdig person. Det må du gerne skrive. Men ellers er det svært for mig at sige lige nu. Det håber jeg du forstår, siger Jan Haugaard.

Jacob Haugaard var selv meget nært knyttet til sin søn.

- Jeg har lært meget ved at omgås Nicolai og andre handicappede. Om humor, næstekærlighed og om at gøre tingene på trods af en tilsyneladende håbløs situation, sagde Jacob Haugaard i 1993 på et tidspunkt hvor han netop selv var kommet ud af flere års alkohol-misbrug.

Det var Nicolais tilknytning til Muskelsvindfonden, der endte med det mangeårige samarbejde mellem Muskelsvindfonden og Jacob Haugaard. Jacob Haugaard har i årevis været konferencier ved Grøn Koncert, som bl. a. Muskelsvindfonden står bag. Bestyrelsesformand for Muskelsvindfonden Evald Krog, der har kendt Nicolai og Jacob Haugaard gennem mange år, blev ked af det, da han fik budskabet om at Nicolai var død.

- Jeg fik beskeden pr. sms. Man bliver altid trist, når en, der stod en nær, bliver revet væk, siger Evald Krog.

Han fortæller, at Nicolai ofte var med sin far til koncert.

- Nicolai havde et godt liv. Og han blev meget ældre end de fleste havde regnet med, siger Evald Krog.

Også en anden af Jacob Haugaards venner, Niels »Noller« Olsen fra Brødrene Olsen, er trist over beskeden om Nicolais død.

- Det gør mig da forfærdelig ondt på Jacobs vegne. Det gør mig virkelig ondt – og her taler jeg både på mine og min brors vegne. Det er en satans sygdom – og jeg er ked af det på min kammerats vegne, siger »Noller«.