Gustav Giese gør op med rollen som hårdkogt skuespiller i kærlighedsserien "Perfekte steder".

København. Gustav Giese blev med sin rolle i filmen "Nordvest" øjeblikkeligt udråbt som et af dansk films største talenter, og den status underbyggede han med roller i film som "Sommeren '92" og "9. april".

Han blev kendt for sin evne til at spille roller som en af de hårde fyre, men Gustav Giese har aldrig lagt skjul på, at hans ambitioner rækker længere end det.

Nu er han aktuel i kærlighedshistorien "Perfekte steder" som Tobias, der falder hovedkulds for Rose, og den rolle var som skabt til hans ønsker.

- På mange måder er det nyt territorie for mig. Jeg er ofte blevet typecastet som en hård fyr, som ikke er mere mig, end det er mig at være følsom og usikker og forelsket. Så der var en rigtig fed opgave i det for mig, siger Gustav Giese og forsætter:

- Man tager en større chance, når man viser følsomhed, og det er jo også følsomt, for det er min egen ærlighed, jeg prøver at lægge i karakteren. Så der kommer en vis risiko med det, men det havde jeg lyst til at gøre.

I serien, der er instrueret af Mikael Wulff, spiller Gustav Giese over for skuespillerinden Sara Hjort Ditlevsen, og serien måtte optages i sommerferien, hvor Gustav Giese holdt pause fra sine studier på Den Danske Scenekunstskole.

For selv om der har været fart på karrieren siden gennembruddet i 2013, så skulle der efter indspilningerne af "Sommeren '92" og "9. april" ske noget. Gustav Giese satte sig på skolebænken for at træne talentet.

- Jeg oplevede en voksende usikkerhed i mit skuespil, om hvorvidt jeg gjorde det rigtige, og hvornår jeg ville nå min begrænsning. Det var noget, som kørte i mig, og som sled på min selvtillid.

- Jeg havde et behov for at vide, hvad jeg kunne træne, frem for at det bare var mig, der skulle hælde mine følelser ind i en situation og komme ud helt baldret bagefter og tænke, om det mon var godt nok, forklarer Gustav Giese.

For talent forpligter til, at man knokler, forklarer han selv, og det har givet ham mere frihed at kunne håndtere skuespillet med en professionel jargon.

- Jeg føler stadig usikkerhed og ængstelighed og ligger søvnløs om natten nogle gange, men det, tror jeg også, er, fordi jeg er meget passioneret omkring det.

- Men det har virkelig hjulpet mig at få nogle redskaber, man kan lægge sine følelser i, så det bliver mere et fag og et håndværk, som jeg også kan lægge til side og sige, at det "bare" er mit arbejde, siger Gustav Giese.

"Perfekte steder" sendes på TV2 Zulu tirsdag klokken 20.40.

/ritzau/FOKUS