Gun-Britt Zeller er aktuel med en selvbiografi.
Gun-Britt Zeller er aktuel med en selvbiografi. Foto: Søren Bidstrup

I Gun-Britt Zellers barndomshjem stod dagens ret på tørre tæsk, psykisk misbrug og Ketogan-indsprøjtninger. En opvækst, der har gjort hende til den fighter, hun er i dag, afslører kendis-frisøren i sin nye selvbiografi

Gun-Britt Zeller tryller med saks og kam. Hun er på fornavn med cremen af danske kendisser og rejsende i skønhed og lækkert hår.

Den stærke forretningskvinde, der har gnedet albuer med stjerner som Sharon Stone og poleret Paris Hiltons gyldne lokker, startede sit liv langt fra stjernedrys i en søvnig krog af provinsbyen Mou. På loftsrummet, i baghuset, ved byens Shell-tank, hvor hun var boksebold for sin tyranniske mors barske næver.

Det afslører hår-kunstneren i sin selv-biografi »Du skal ikke tro, du er noget«, som netop er udkommet.

- Da jeg kom i gang med bogen og fik åbnet alle mine scrapbøger, flød det ud. Og der har været tude-ture. Det har været en form for selvrangsagelse, siger Zeller om bogens tilblivelse.

Kræft, tæsk og ketogan

Skeletterne væltede ud af skabet og ind i bogen, der bl.a. beskriver Gun-Britt Zellers kærlighedsforhold til en rovmorder. Hvordan den folkekære frisør kæmpede en brav kamp mod kræften. Og det største svigt i Zellers liv, der kom fra moderen Åse.

- Der var mange tunge perioder med hende, men jeg har altid været en drømmer, siger Gun-Britt om opvæksten med moren, der bankede sin datter med børster og bøjler, så hun efterfølgende måtte dulme den migræne, der udviklede sig ovenpå tæskene, med Ketogan-sprøjter.

- Jeg lå dér bag nedrullede gardiner og ønskede ikke at leve. Men jeg har altid været en drømmer. Og jeg har altid tænkt, der må være noget andet end det her. Der må være noget mere, siger Zeller, der drømte om skønhed og lykke, langt væk fra ørefignerne i leverpostejsfarvede Mou.

En heldig banan

Flugten fra Mou og moderen tog Zeller som purung 14-årig. Lærepladsen og friheden kaldte. Det eneste hun fik med hjemmefra var moderens mantra »du skal ikke tro, du er noget«, som Zeller siden har brugt som drivkraft.

- Jeg har sagt, at de får mig ikke! Hvis jeg kunne klare min opvækst, kunne jeg klare alt. Da jeg var ung, var der ingen, der ville samle mig op, siger Zeller, der kappede alle bånd til sin mor.

- Men jeg synes ikke, at det er synd for mig. Jeg kunne have sat mig ned i et hjørne og sagt, at det er synd for mig.

Men jeg har brugt modgangen. I virkeligheden føler jeg, at jeg har været en heldig banan, for hvor havde jeg været uden modgangen? spørger fighteren, der tog endeligt afsked med sin tyran, moderen, efter næsten 24 års adskillelse, på moderens dødsleje.

- Begravelsen var en god slutning, for hvis jeg havde besøgt hende mens hun var i live, havde hun måske sagt »Hvad vil du her!« Som jeg siger, så blev familien først samlet, da hun døde.
SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.