Morten Mathiesen har kæmpet i næsten et årti for musicalen om Gummi Tarzan, som nu er blevet en realitet.

Han vil hellere ramme fuldstændig ved siden af end blot at være ligegyldig. Og er man en kopi af noget andet, er det ligegyldigt, synes han. Det skal være vildt og nyskabende, og helst vil han gå over i historiebøgerne med opsætningen af »Gummi Tarzan«, som har premiere i aften i Cirkusbygningen i København.

31-årige Morten Mathiesen har gennem de sidste otte år haft en mission. En forkærlighed for Ivan Olsen og Ole Lund Kirkegaards univers har givet ham ideen til en musical om den højtelskede og morsomme Gummi Tarzan. Drengen, der - trods daglige mobberier fra kammerater og specielt faderen - aldrig giver op og holder humøret højt.

»Han er ikke en af de »rigtige«, og han er kikset, men ved det slet ikke. Og han lader sig ikke kue. Trofast møder han i skolen hver dag, og det er hans konstante oprør. Han bliver sgu ved, den lille lort,« fortæller Morten Mathiesen med åbenlys begejstring:

Bogen, som Ole Lund Kirkegaard udgav i 1975, læste Morten Mathiesen første gang som voksen under en ferie på Bornholm. Det tog 20 minutter, og så var han solgt.

»Jeg faldt fuldstændig for den gode historie. Det er fantastisk, at han pludselig kan det hele, og næste dag er alting blevet det samme igen. Der er slet ikke noget Hollywood over det,« forklarer Morten Mathiesen.

Skævt univers

»Kirkegaards univers er helt specielt og fantastisk: skævt og finurligt. Han rammer på en eller anden måde - måske er det ærligheden og det umiddelbare. Når man åbner bogen, går man direkte ind i Kirkegaards hjerte,« fastslår en skævt smilende Morten Mathiesen, der debuterer som manuskriptforfatter med »Gummi Tarzan«, hvor MTV står for produktionen. Han har tidligere virket som opvarmer for flere TV-programmer, bl.a. Snurre Snup på TV 2.

Lige fra starten har han holdt sig i tæt kontakt med Kirkegaard-familien, som har støttet hans projekt.

»I dag er musical tidens trend, og jeg synes, det er dejligt, at nogen har set ideen i at bringe »Gummi Tarzan« i et nyt univers, der passer til tiden. Det er jo det samme persongalleri i en ny verden,« fortæller Anne Lise Kirkegaard, som var Oles hustru indtil hans død i 1979.

Ole og Anne Lise var skolelærere - Ole var utrolig optaget af børn med problemer: dem, der blev mobbet, fordi de var anderledes.

I sin egen barndom havde han selv læseproblemer, og han var lidt ordblind, hvorfor hans bøger også altid blev gennemlæst af Anne Lise. Han vidste derfor, hvilke problemer det gav, når der blev stillet forventninger til børn, som de ikke kunne leve op til.

»Gummi Tarzan var en provokation og et oprør mod folkeskolen og den borgerlige pænhed, der dengang ikke tog hensyn til det enkelte barn som i dag,« fortæller hun.

»Det var også helt bevidst, at han skrev i de skæve vinkler. Ole kunne aldrig have skrevet en »pæn« bog. Han brugte humor og de anderledes indfaldsvinkler, som fik folk til at stoppe op, samtidig med at de kunne distancere sig, fordi det kom knap så tæt på.«

Musicalen i Cirkusbygningen tilstræber den samme form, fortæller Morten Mathiesen.

For at gøre den aktuel er ordlyd og opsætning hevet op til nutidens computer-, playstation- og mobilunivers, som skal kunne løfte det 5-12 årige hovedpublikum.

»I gamle dage kunne man slippe af sted med meget børneteater. I dag er de unge vant til at zappe rundt. Min idé har derfor hele tiden været, at forestillingen skal hamre af sted og højst vare et par timer. Det skal være, som da man så Robin Hood i biografen, og bagefter løb alle børnene ud i skoven og legede Robin Hood,« fastslår Morten Mathiesen.

Mobningsproblematikken i »Gummi Tarzan« gør sig stadig gældende i det danske samfund. Derfor kan Anne Lise Kirkegaard også godt lide musicalens morale: At man skal tro på sig selv.

»Det er fantastisk vigtigt allerede fra børnehavealderen at få børn til at tro på, at de duer,« siger hun.

»Der er nogle børn med så lavt selvværd, at de måske slet ikke kan se, de er gode til noget. Derfor er den nye morale, at man skal tro på sig selv, så andre kan forstå, man er god nok. Det handler om at bygge hinandens selvværd op,« forklarer Morten Mathiesen.

»Publikum skal hele følelsesregistret igennem. Man skal grine, blive rørt og forskrækket. Vi skal have placeret den store følelse, fylde den indre tank op, og de skal helst have den i sig dagen efter, og dagen efter igen.«