Tirsdag er det første navn, der skal spille på Grøn Koncert 2015, blevet afsløret. Det er sangerinden Tina Dickow, som skal optræde sammen med Saybia-forsanger Søren Huss.

Tina Dickow fortæller i en pressemeddelelse, at de to har optrådt sammen flere gange.

»Søren Huss har været en af mine yndlingsmandestemmer i Danmark, siden Saybia kom med deres første album for snart længe siden. Og så er han en fantastisk sangskriver. Vi har spillet nogle dobbeltkoncerter tidligere og sunget en duet eller to - meget løst. Og nu havde jeg lyst til at se, om vi kunne tage den et skridt videre,« siger hun.

De øvrige navne, der skal spille på Grøn Koncert 2015, offentliggøres hver tirsdag i de kommende uger.

I år indledes Grøn Koncerts tourplan 16. juli i Kolding og slutter 26. juli i København, og traditionen tro runder den grønne karavane otte danske byer.

BNB