JFM Lyd relancerer Grand Prix Kanal, som spiller danske og internationale grandprixhits døgnet rundt.

Sange som "Disco Tango", "Vi maler byen rød" og "Smuk som et stjerneskud" kommer nu i konstant rotation.

JFM Lyd relancerer Grand Prix Kanal, som spiller de største danske og internationale grandprixhits døgnet rundt.

Det annoncerer JFM - tidligere kendt under navnet Jysk Fynske Medier - i en pressemeddelelse.

Kanalen havde premiere sidste år i forbindelse med Dansk Melodi Grand Prix 2023, som den færøske tiktok-stjerne Reiley vandt med "Breaking My Heart".

Nu er kanalen altså kommet retur op til årets melodigrandprix, som løber af stablen lørdag den 17. februar, og fortsætter som en fast del af JFM Lyd fremover.

- Vores lyttere var vildt begejstrede for Grand Prix Kanalen, da vi lancerede kanalen sidste år. Så selvfølgelig skulle den vende tilbage, forklarer Søren Bygbjerg, der er direktør for JFM Lyd.

- Vi kommer til at spille alle de største hits og fanfavoritter både fra det danske melodigrandprix og fra Eurovision Song Contest. Som noget nyt krydrer vi det med præsentationer fra deltagerne selv og med sange udvalgt af grandprixekspert Ole Tøpholm og en håndfuld danske grandprixlegender, lyder det videre i pressemeddelelsen.

Der vil undervejs svinge en masse gæsteværter forbi. Blandt andre Søren Poppe og Bryan Rice, som har henholdsvis vundet og deltaget i Dansk Melodi Grand Prix.

Grand Prix Kanalen er allerede i luften og kan høres via app, hjemmeside og på DAB i det meste af landet, oplyser JFM Lyd.

/ritzau/