Har trukket masser af nye koncerter.

For et etableret band er det en satsning at deltage i Melodi Grand Prix. Der er så mange meninger og efterfølgende domme, der kan fældes. Specielt hvis det går dårligt. Så kan man nærmest miste sit levebrød.

Men nu gik det godt for Zididada for to uger siden. »Prinsesse« blev en sikker nummer to, og siden er deres kalender blevet mere og mere fuld med koncertjobs.

»Inden grand prixet havde de 25 koncerter til sommer. Det er allerede udvidet til 35. Og de har også fået ti små lukkede arrangementer, hvor de bare underholder. Det er ikke en ny slags kunder, men det har forstærket den kundekreds, der var i forvejen. Det er klart, at når man bliver nummer to i grand prix, står man stærkere, end man gjorde før. Nu kender hele Danmark dem jo,« siger John Madsen fra Zididadas bookingbureau MN Music.

Det er duoen selvfølgelig glade for, selvom de med over 50 koncerter sidste år ikke har manglet noget.

»Det viser, at folk har accepteret, at vi stillede op. Det kunne man jo ellers godt være lidt bange for. Men det har bare været en fed oplevelse hele vejen igennem. Vi er sgu ikke for fede til grand prix. Det er accepteret af den brede befolkning, og det er dem, vi spiller for,« som forsanger Jimmy Colding siger.

Efter over 100.000 solgte eksemplarer af Zididadas tre plader udgiver de den 8. marts en Greatest Hits. Pladen vil have fire nye numre. Blandt andet »Princess« som også bliver opsamlingens titel. den@bt.dk