TV2-vært Kristian Bech og partner Mille Funk er ude efter omdans mod radiovært Sara Bro og Morten Kjeldgaard.

Hverken dommerkvintetten eller seerne var imponerede over krimivært Kristian Bechs cha-cha-cha med partner Mille Funk i fredagens udgave af "Vild med dans".

Parret røg ud efter omdans mod radioværten Sara Bro og hendes partner, Morten Kjeldgaard, og de var meget mærkede af exittet.

- Jeg er sgu lidt chokeret lige nu, lyder det fra en tydelig berørt Kristian Bech.

- Det var en svær dans, som Marianne (dommer Marianne Eihilt, red.) sagde, og vi fik ikke helt så gode point, som jeg havde håbet.

- Jeg synes, vi dansede rigtig godt. Jeg er super glad for dansen, og det er derfor, jeg er møgfrustreret og ked af det lige nu. Jeg havde set, hvad vi skulle danse i næste uge til Knæk Cancer, og jeg var klar på at give den gas.

Værst er det at måtte skuffe familien, som heppede med derhjemme.

- Jeg ville så gerne være sej for mine piger, og så blev jeg kasseret. Hvor sejt er det?!, spørger han retorisk.

- Det er jeg så ked af, og jeg ved, de sidder derhjemme og også er kede af det, siger Kristian Bech, der er gift og far til tre døtre.

For tredje uge i træk endte TV2-biologen Vicky Knudsen og partner Martin Parnov Reichhardt på sidstepladsen efter meget lave karakterer fra dommerkvintetten.

Men i denne uge blev parret stemt direkte videre af seerne.

- Mille har gjort meget ud af at fortælle mig, at det ikke er sikkert, man går videre, selv om man får gode karakterer, for det er ikke nok, siger Kristian Bech og fortsætter:

- Man skal forberede sig på at ryge i omdans. Gamet er sådan. Det er ikke nødvendigvis den dårligste, der ryger ud.

Kristian Bech er gennem programmerne gået på gulvet med et særligt budskab: at inspirere andre til at kæmpe for det, de tror på.

Det har den 44-årige vært selv gjort.

Som treårig fik han den ene nyre fjernet, og det forhindrede ham på papiret i at blive politibetjent.

Det tog ham syv år, fra første gang han søgte ind i politiet, til han endelig blev optaget efter at have indhentet lægelige ekspertudtalelser og overbevist ansøgningsudvalget.

- Jeg har bevist at bare det at turde melde sig, er noget i sig selv. Men lige nu er det svært ikke at være skuffet, lyder det fra ham.

"Vild med dans" bliver sendt igen næste fredag.

Der ryger ingen ud, da det handler om at samle penge ind til Knæk Cancer.

/ritzau/