Skuespilleren Gordon Kennedy ser i år særligt meget frem til juleaften - og med god grund.

Han skal nemlig fejre hjerternes fest med kæresten Katja, som han mødte på datingappen Tinder.

Der bliver også god tid til at varme op for julestemningen i år.

Fra 21. november indtager Gordon Kennedy nemlig rollen som nåsåeren Benny Jensen fra TV 2's ikoniske "The julekalender", der opsættes som musical i Glassalen i Tivoli.

Her deler Gordon Kennedy nogle af sine tanker om julens traditioner, og hvad der har særlig betydning for ham.

Hvordan skal du holde jul i år?

- Jeg skal holde jul for første gang med min kæreste og hendes familie juleaften. 23. december holder jeg jul med mine børn og mine søskende.

- Mine børn er blevet så store, at de ikke længere bor hjemme, og desuden har de fået kærester, så det med at samle hele familien omkring jul er blevet sværere med årene, når tiderne ændrer sig.

- Jeg tør ikke tænke på, hvor svært det bliver, når der kommer børnebørn til. Men det bliver så skønt. Så det glæder jeg mig til trods logistikken.

Hvad gør I til jul, som overrasker andre?

- Vi gør sådan set ikke noget, der overrasker andre i forhold til julen. Da vi var små, holdt vi to juleaftener, fordi min far var skotte, og min mor var dansker. Så vi holdt dansk jul 24. december og britisk jul 25. december. Det overraskede mine venner.

Hvad er dit bedste juleminde?

- Julen med mine børn, da de var små, er jo altid skønt at tænke på. Der har jeg mange gode minder. Glæden i øjnene og kærligheden i rummet. Man synes jo altid, at det sneede juleaften i gamle dage.

- Men mit bedste minde om julen er, da jeg selv var barn, og vi holdt jul i England hos min fars familie med min kusine og min fætter.

- Man får jo gaver om morgenen den 25. december, så det var svært at falde i søvn om aftenen 24. december efter den danske flæskesteg og and - og gaverne, man fik af sine forældre, fordi der jo kom flere gaver, når vi vågnede med den engelske familie.

- Traditionen i England hos os var, at vi var sammen hele dagen, spiste kager, legede og fik kalkun om aftenen. The never-ending Christmas.

Hvad er din mest mislykkede jul?

- Faktisk var julen sidste år nok den mest mislykkede jul. Det var en masse uheldige omstændigheder, der gjorde det. Min søsters skønne hund kan godt lide at strejfe omkring, og i et ubetænksomt øjeblik, lige inden maden kom på bordet, kom vi til at lade terrassedøren stå åben, så hunden stak af.

- Vi ledte efter den i nærområdet, og min søster fandt den efter lang tids søgen. Den var løbet rigtig langt væk. Da hun kom tilbage med hunden, var vi næsten igennem hovedretten, og der var lidt rester tilbage til hende.

- Stemningen var trykket. Hun var naturligvis rystet over hændelsen, og vi var pinligt berørte over, at vi var begyndt at spise, mens maden var varm. Det tog lidt tid at finde den gode julestemning frem igen den aften. Den er dog god igen!

Hvad er den bedste gave, du har fået?

- Jeg er ikke så god til at få gaver. Men de gaver, som jeg har været mest glad for, er de gaver, som overrasker, og som man mærker, er en gave, der er købt med hjertet, fordi der er tænkt over modtagerens glæde. En ting, man måske har sagt i løbet af året, at man ønsker sig, og som er blevet opsnappet og købt til jul. Det gør mig glad og overrasket.

Hvilken julegave har fået dig til at græde?

- Sidste år gav min søn mig en billet til Ricky Gervais' show. En far og søn-aften. Den fik mig til at fælde en tåre, fordi han aktivt havde valgt at lave noget sammen med mig alene og noget, han vidste, jeg sindssygt gerne ville opleve.

Hvad håber du, der ligger under juletræet i år?

- Jeg håber, der ligger en masse kærlighedsgaver. Gerne små gaver, som giver et smil, varme om hjertet og en følelse af at være set. Jeg aner ikke selv endnu, hvad jeg lægger under træet. Jeg har lige en premiere, der skal overstås.

/ritzau/