Alkohol kan som bekendt være en synder til mange ting. 

Det kan 'Gladiator'-skuespilleren Russell Crowe nikke genkendende til, da han har forsøgt at reducere sit alkoholindtag, hvilket har medført et vægttab på 27 kilo på et år. 

Det skriver People, der har hørt et afsnit af 'Joe Rogan Experience', hvor skuespilleren medvirker. 

Den 61-årige Russell Crowe spiller hovedrollen som nazisten Hermann Göring i en ny film om Nürnbergprocesserne efter Anden Verdenskrig, hvor han efter produktionen vejede omkring 126 kilo.

Et år senere sagde vægten omkring de 100 kilo. 

»Jeg er stor fortaler for at drikke noget, det er min kulturarv og som arbejderklassemand er det min forbandede ret,« lyder det fra Crowe. 

»Hvis jeg beslutter mig for at tage et glas vin til middagen, bliver det en rigtig god vin. Jeg prøver at undgå at drikke afslappende drinks – bare for drinkens skyld,« fortæller han om sine alkoholvaner. 

Russell Crowe har spillet et hav af roller i adskillelige spillefilm blandt andet storhittet 'Gladiator' og den rørende fortælling om matematikeren John Forbes Nash i 'A Beautiful Mind'. 

Crowe vandt en Oscar for sin præstation i 'Gladiator' for bedste mandlige hovedrolle.