Koncert-succesen på Østre Gasværk tærer på skuespillerne - seneste uheld er en hjernerystelse - men 'that’s showbiz', siger Lotte Andersen

'Jeg er splittergal', synger Casper Phillipsson, mens han kaster sig ud fra fire meters højde og sejler i en dramatisk bue over scenen båret oppe af et elastisk tov.

På et tidspunkt går der et gys gennem publikum, da sangerens hovede snitter scenen. Dog uden uheld.

Den hårdtpumpede koncert-forestilling 'Gasolin’' på Østre Gasværk vælter sig i publikumssucces. Men det høje tempo og de mange risikomomenter har sine omkostninger blandt skuespillerne.

Først hamrede stjernen Jimmi Jørgensen hovedet ind i scenen. Siden gik det ud over et af forestillingens andre store navne, Lotte Andersen. Hun beskadigede sit knæ så slemt, at hun i sidste uge måtte synge sin rolle fra kulissen iført krykker mens hendes afløser klarede krumspringene på scenen.

- Jeg har været på krykker, men lige nu genoptræner jeg mit knæ, forklarer Lotte Andersen.

- Men jeg så dig jo på scenen tirsdag?

- Det er sådan jeg genoptræner. Det er faktisk bedre end at ligge på sofaen.

Lotte Andersen medgiver, at 'Gasolin’' kører så intenst, at der ikke skal mange fejltrin til, før det kan gå galt.

- Men nu kører vi anden periode, og det kan da mærkes. På den måde er det en farlig forestilling. Jeg vil gerne understrege, at vi føler os fuldstændig trygge ved forholdene. Men skader opstår også her... that’s showbiz, siger den seje skuespiller.

'Gasolin’', der er instrueret af Nicolai Cederholm, byder på et orgie i scenekunst i tårnhøjt tempo med Gasolins udødelige tekster som rød tråd i et univers, hvor individerne søger tilbage mod det tabte fællesskab. Ustandselig afsløres nye faldlemme i scenen. Tonstunge lifte, der svajer på kryds og tværs ind over publikum, og skuespillere, der i bogstaveligste forstand balancerer på kanten hele tiden.

Slog hovedet
Jimmi Jørgensen havde trods et solidt slag i panden for 14 dage siden kræfter til at fuldføre.

Og mandag i denne uge gik det så galt for den anden mandlige første-sanger Mark Linn.

- Han faldt og slog hovedet. Lægerne ville ikke tage nogen chancer. Går man for hurtigt i gang igen med en hjernerystelse, kan man få kronisk hovedpine, fortæller Louise Gabold, der er presseansvarlig.

Aflyser ikke
Med til historien om Mark Linn hører, at han faktisk pådrog sig sin skade på bagscenen.

- Det er lidt grotesk, når han lige havde fløjet rundt over scenen. Men det er her, opmærksomheden og koncentrationen er størst, og det trætter selvfølgelig, siger Louise Gabold, der formoder, at Mark Linn er på scenen igen i aften afhængig af hans tilstand.

Mark Linns stand in, eller understudy, som det hedder i teatersprog, Casper Phillipsson, leverede en aldeles overbevisende indsats tirsdag aften.

Og Louise Gabold understreger, at publikum ikke behøver frygte for aflysninger af stykket, der er på plakaten frem til 28. februar.