Hiphop er vel den største ungdomskultur i Danmark, men musikalsk lever den mest i undergrunden. En gang imellem er der dog en hjemmedreng, der stikker hovedet ud af buskadset og udkommer på et stort pladeselskab. Sådan en er 22-årige Liam O'Connor, den halvt irske århusianer, der netop gennem Virgin har udsendt sin debut »Dominologi«.

Domino fordi, »når jeg er sammen med vennerne, er der altid nogen, der giver den gas med Domino. Det er et fedt spil. Lidt som poker. Lidt alle mod alle. Det er kun sig selv, man kan stole på, og man skal helst være et skridt foran alle andre. Sådan ligesom livet,« forklarer L.O.C., som han kalder sig, med tydelig århusiansk accent.

L.O.C. har rappet og skrevet musik i seks-syv år. Senest har han været med på to numre, inklusiv titelmelodien på Den Gale Poses »Definitionen af en stodder«, samt på Århus-vennen Usos »Mr. Mista«-album. Men han startede selv i duoen Alzheimer-klinikken. Siden dannede han B.A.N.G.E.R.S. sammen med Uso. Og begge disse er, ligesom »Dominologi«, tilbagelænet, tilrøget, dansk gangsta-stil.

Det er historier fra det virkelige gangsta-liv i Hasle, 8210 Århus Vest. Med kriminalitet, sanseløs druk i absint og champagne, kællinger, politi og anholdelser. Men det er ikke overdrevent, siger L.O.C.

Han rapper ikke om piger, han i virkeligheden ikke får, ikke om næve- og pistol-kampe, han ikke deltager i, og ikke om en masse sprut, som han i virkeligheden holder sig fra.

»Jeg startede ikke med at kalde mig gangsta selv. Jeg overdriver ikke for at fremme forståelsen, som de fleste gangstas gør. Det, jeg rapper om, er realistisk, fordi det er noget, jeg selv har oplevet eller hørt fra anden hånd. Men jeg gør det hårdt, for når det rammer hårdt, virker det bedre.

Og jeg er, som jeg rapper. Jeg rapper også flere gange, at jeg er et dumt svin, og det er ikke fordi, jeg er stolt over det, men sådan er det bare. Det handler om mig selv og om folk, jeg omgås, som har valgt at håndtere deres liv med kriminalitet og lige så pessimistisk, som jeg er på pladen. Det er mere spændende at rappe om end om en af mine venner, der går til badminton eller den der det-skal-nok-gå-det-hele-mentalitet.«

Så kærligheds-rap er der ikke plads til. Piger er nogle, man kalder luder, bitch, so og ho.

»Men det er vigtigt, at folk forstår, at en ho og en bitch også kan være en dreng. Jeg er ikke kvindefjendsk. Jeg elsker sgu da min mor og min søster, og dem jeg holder af, bruger jeg ikke den tone overfor. Men når jeg rapper om piger, der er ludere og bitches, er det faste situationer, der er sket, og så mener jeg det sådan,« slår L.O.C. fast.

Han er helt klar over, at det er en usikker levevej, han er startet på. Der er ikke det store salg i dansk hiphop. Østkyst Hustlers, Humleridderne og Den Gale Pose har vist, at det kan sælge, men det er efterhånden en del år siden. Og som en del af forklaringen sagde Clemens for nylig i B.T., at han ser et stort hash- og sprutforbrug blandt danske hiphoppere som en del af årsagen.

»Rusmidler har altid været en stor ting i hiphop. Men jeg tror mere, det har noget at gøre med, at danske hiphoppere er blevet mere skeptiske, fordi der er kommet så mange små hiphop-grupper,« siger L.O.C., der ikke ryger selv - »som den halvirer jeg er, har jeg valgt at drikke mig pissestiv i stedet for«.