Journalist og kulturredaktør Chris Pedersen sætter sig bag mikrofonen på P1-programmet 'Kulturen'.

Lyttere af P1s daglige aktualitetsprogram 'Kulturen' får fra 1. august en ny stemme i ørerne.

Der er tale om 45-årige Chris Pedersen, der kommer fra en stilling som redaktør på Børsen Weekend.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

»Chris er en meget stærk og levende formidler med en skarp og kritisk sans. Derudover har han et stort netværk og et dybt kendskab til dansk kulturliv,« siger Mette-Line Thorup, der er redaktionschef for DR Kultur og Debat Lyd.

Hverken DR Byen eller værtsrollen er nyt territorium for Chris Pedersen.

Fra 2012 til 2019 arbejdede han i DR som tilrettelægger, udvikler og vært på en række kulturprogrammer.

Og han glæder sig til at vende tilbage til sin gamle arbejdsplads og dykke ned i lyduniverset.

»Det gode ved radio er, at den nemmere kan tappe ind i den daglige kultursamtale, end tv kan – og det glæder jeg mig til at blive en del af,« siger den kommende vært i pressemeddelelsen.

Siden Chris Pedersen forlod DR har han ud over at været redaktør på Børsen også haft jobbet som kulturredaktør på Radio Loud – nu 24syv.

Han er oprindeligt bachelor i kommunikation fra Roskilde Universitet og har også læst kunsthistorie.

Chris Pedersen overtager værtsstolen på 'Kulturen' fra Tore Leifer, der tidligere på året forlod DR efter 30 år i huset.

/ritzau/