I lyset af, at snart halvdelen af filmselskabernes indtægter på verdensplan kommer fra dvd-mediet, er Zentropa begyndt at pakke deres gamle film ind på nye måder for at sælge dem til udlandet. Næste slagvare bliver en boks med Lars von Triers »Europa«-trilogi, og dernæst en boks med de første fire dogmefilm.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Idéen er, at producere en dvd med ekstramateriale til flere lande på én gang, og det sker gennem selskabet Electric Parc. Michael Sandager står i spidsen for selskabet, der på tre år er vokset fra kun at have ham som ansat til nu fire medarbejdere.

»Vores største succes ind til videre er »Riget 1&2«, der er solgt i rundt regnet 50.000 eksemplarer. Efterspørgslen er større på Lars von Trier end på andre instruktører.

Men så længe vi producerer en gedigen omgang bonusmateriale, er folk som Susanne Bier og Thomas Vinterberg også interessante,« siger Michael Sandager.

»Elsker dig for evigt« solgte pænt i England, og der forhandles om »Brødre«, som der er store forventninger til. I den forbindelse mærker Electric Parc, at kunderne kræver kommentarlydspor, instruktørinterviews og fraklip med kommentarer.

Mere end man har været vant til at producere på danske dvd-skiver, hvor der ofte ikke er nok specialinteresserede forbrugere til, at en »specialudgave« af en dvd-udgivelse kan betale sig.

Bonusmateriale vigtigt
Bonusmaterialet til Per Flys »Arven« er for nylig solgt til USA, og selv en så mindre international kendt film som Aage Rais-Nordentofts »To ryk og en aflevering« er der lidt internationalt dvd-salg i. Næste internationale satsning er Thomas Vinterbergs »Dear Wendy«.

Til juni udkommer Lars von Triers »Forbrydelsens element«, »Epidemic« og »Europa« i en 4-disk boks til knap 300 kroner. Den er allerede solgt til Skandinavien, Holland, Belgien, Australien, Rumænien, Tyskland og England, og der er aftalt at sende 25.000 ud i de landes butikker i første runde.

»Bonusmaterialet her er særdeles omfattende med arkivprogrammer, ekspertinterviews og flere kommentarspor.

Vi kan mærke, at vores samlede pakke er interessant, fordi vi kan levere filmen med masser af bonusmateriale til samme pris, som det koster indkøberne selv at sende filmen ud i en skrabet udgave. Fordi vi producerer til flere lande samtidig,« siger Michael Sandager fra Electric Parc.

Budgettet på en velproduceret dvd med bonusmateriale kan være på flere 100.000 kroner.