I Israel er der andre krav til sikkerheden end i Herning. Derfor er Leonoras sceneshow blevet ændret.

Da Leonora Colmor Jepsen i februar vandt det danske melodigrandprix, var det siddende på en kæmpe stol, der lod hendes fødder svæve frit flere meter over den danske muld uden nogen form for sikkerhedsnet.

Men på grund af sikkerhedskravene i Israel, hvor sangerinden i denne uge skal repræsentere Danmark i Eurovision, har holdet omkring den danske sangerinde været nødt til at gentænke showet.

Det betyder, at Leonora nu både skal synge og klatre samtidig.

- Da jeg optrådte i Danmark, kom jeg op på stolen via en lift, så på skærmen så det ud, som om jeg pludselig bare var der. Nu skal jeg gå på sådan en stige, forklarer Leonora.

- Der er jo ikke nogen pauser i sangen, så jeg skal synge samtidig. Men det går faktisk fint, siger hun.

Desuden er det et krav, at hun skal have en sikkerhedsline på.

- Det er sådan i Israel, at hvis man er over 60 centimeter over jorden, så skal man spændes fast, så jeg har en line på og render rundt med klatreseler under tøjet, fortæller hun.

Det gælder også for hendes to dansere og for hendes to korsangere, der også er med på scenen.

Det er nyt, at Leonora har korsangere med i sin optræden. I Dansk Melodi Grand Prix er koret optaget på forhånd, men i Eurovision-sammenhænge skal al musik fremføres live.

/ritzau/