Mange af os kender det måske; at være hende, der altid siger ja. Hende, der går på kompromis med sig selv, for at andre er glade og tilfredse.

Hende, der mærker alle andres behov, før hun mærker sine egne.

LÆS OGSÅ: Lær at sætte grænser (også selv om du er en heftig pleaser)

Og selvom du måske godt ved, at du burde sige fra, kan tanken om konfrontationen føles så uoverskuelig, at du i stedet vælger at please alle andre end dig selv.

Sådan har det også været for Frida Bolm, som - lige siden hun var helt lille - har tilpasset sig og gjort sig mindre for at passe ind i sine omgivelser og relationer.

LÆS OGSÅ: Psykolog: Hvis du altid forelsker dig i den forkerte, skal du spørge dig selv om dette

Mange af os falder ind under kategorien pleaser, hvor bare det at sige nej kan føles grænseoverskridende og nogle gange direkte umuligt.

Frida er i skrivende stund aktuel i 'Villa of Broken Hearts', hvor vi følger hendes rejse med at prøve at slippe pleaser-genet og i stedet mærke efter, hvad hun selv har lyst til.

»Jeg følte mig ofte forkert som lille og var meget opmærksom på, hvordan jeg virkede i andres øjne.« 

»Jeg tror, det var en blanding af at være meget høj fra en tidlig alder, at være midterbarn i en larmende søskendeflok og måske fordi jeg har ADHD,« siger hun og fortsætter:

»Jeg har altid været sensitiv og enormt opmærksom på mine omgivelser, og jeg tror, det gjorde, at jeg tidligt lærte at tilpasse mig for at undgå at fylde for meget.« 

»Det har påvirket mange af mine relationer – især tidligere. I mine start 20’ere, da jeg for alvor begyndte at date, fandt jeg ofte fyre, der var meget dominerende eller kontrollerende. Og det var nemt for dem at være, for jeg sagde sjældent fra.«

Da Frida var i midten af sine 20'ere, var hun i en relation, som var meget nedslidende for hende.

»Mine veninder og venner begyndte at trække sig, fordi de kunne mærke, at jeg ikke var glad eller mig selv længere – og måske vidste de ikke, hvordan de skulle hjælpe.« 

»En dag kiggede min mor på mig og sagde: 'Frida, du ligner ikke dig selv længere. Det her er helt galt og skal stoppe'. Jeg var så drænet af at kæmpe, og jeg vidste ikke længere, hvem Frida var.«

I 'Villa of Broken Hearts' bliver det tydeligt for hende, at hun ofte har svært ved at sætte sine egne grænser og sige fra over for dem, hun dater og de relationer, hun har.

»Det har været virkelig svært og grænseoverskridende at skulle prøve at slippe mit pleaser-gen og i stedet mærke efter, hvad jeg selv har lyst til.« 

»Gennem samtaler og øvelser har jeg fået en langt større bevidsthed og faktisk også fundet en styrke i mig selv.« 

»Jeg har lært, at jeg fortjener det gode, og jeg har mærket i praksis, hvordan det føles at sige fra og stå ved mig selv,« fortæller Frida.

Hvad er det, der gør det svært for dig at sige fra?

»Det er frygten for at gøre noget forkert, virke utaknemmelig eller såre og skuffe andre.«

»I mange situationer er jeg gået på kompromis med mig selv, og har sagt ja til noget jeg egentlig ikke havde lyst til eller som ikke var godt for mig.«

Hvad har du taget med dig fra Villa of Broken Hearts?

»Jeg er blevet meget mere bevidst om, hvordan jeg kan lytte til mig selv, og hvordan jeg kan sætte mine følelser og behov i første række – uden at føle skyld over det, som jeg ellers tidligere har haft rigtig svært ved.«