De elsker at optræde. Men ventetiden op til den store forløsning på MGP Nordic-scenen er næsten ubærlig.

De har været i Stockholm siden onsdag. Tiden har de brugt på at øve til det store finaleshow, men også på at lære hinanden bedre at kende. Det meste af tiden har det været som én stor skolelejr. Det er i den helt rette MGP-ånd, hvor det først og fremmest skal være sjovt for børnene at deltage. Men på finaledagen er legen blevet alvorlig. I takt med at den lille viser nærmer sig otte, stiger nervøsiteten betragteligt.

- Da vi første gang så de andre optræde, blev vi lidt nervøse. De var bedre, end vi havde forventet. Men nu er nervøsiteten for alvor begyndt at sætte sig, siger Freja Gammelgaard Bertel fra den danske gruppe PelleB.

Også pigerne i den yngste gruppe i MGP Nordic kan mærke nerverne. Var det ikke for deres charme og store udstråling ville de tre små piger i danske Engledrys forsvinde helt væk i deres fyldige prinsessekjoler med tylt.

- Nogle af de andre virker ret gode. Især PelleB, Rebecca fra Sverige og Jørgen fra Norge, siger 8-årige Emma, der er glad for, at hendes forældre er med.

- Så kan de trøste os, hvis vi bliver kede af det, forklarer hun. Men selv om de ser PelleB som en af deres største konkurrenter, holder de to danske grupper sammen.

- PelleB er vores venner. De er alle rigtig søde. Vi har sagt, at vi tror, de vinder, og Pelle har sagt det samme til os, siger frontsangeren Emma, der har haft svært ved at forstå de andre landes deltagere og derfor har lært danskerne i PelleB bedst at kende.

Før MGP havde danskerne i Engledrys og PelleB ikke stået på en scene, der bliver fulgt af hundredtusindvis af forventningsfulde blikke. Men især frontsangeren i PelleB virker som et naturtalent.

Da B.T. følger med fra sidelinjen, mens han og resten af gruppen øver, har han overskud til at trække skævt på smilebåndet og sende et par selvsikre blink med det ene øje op til pigerne på de bagerste stolerækker. Mens han synger, danser han rundt på hele scenen og får ind i mellem også tid til at kigge Freja dybt i øjnene.

- Jeg nyder at stå på en scene. Selvfølgelig er jeg skide nervøs lige inden, jeg skal ind på scenen. Men når jeg først står derinde, er der ingen, der kan tage den følelse fra mig, som jeg har i kroppen. Der er ikke nogen tanker i mit hoved, det er bare mig og musikken, og jeg giver den max gas, forklarer Pelle Blarke.