»Skal man sende dig et telegram eller hvad?« spørger forfatter Steffen Jacobsen irriteret prins Joachim i den nye dokumentar 'Hærvejen'.

Det er nemlig meget svært at få prinsen til at svare uddybende eller som minimum spørge ind til Steffen Jacobsens liv. Og gennem dokumentaren bliver forfatteren tydeligt mere og mere irriteret på den danske prins – som dog kommer med en forklaring.

»Det er nok i virkeligheden mit største handicap,« anerkender prins Joachim.

I dokumentaren 'Hærvejen', der havde verdenspremiere torsdag på filmfestivalen CPH Dox, følger vi netop forfatter Steffen Jacobsen og prins Joachim, mens de går den jyske vandrerute, snakker om dansk historie og deres egne livshistorier.

Forfatter Steffen Jacobsen og prins Joachim.
Forfatter Steffen Jacobsen og prins Joachim. Foto: Per Fredrik Skiöld /Nordisk Film Production

Mens prins Joachim er vokset op i luksus, har Steffen Jacobsen, der siden blev læge og forfatter, haft en hård opvækst med omsorgssvigt og kriminalitet.

Han fortæller gennem dokumentaren flere voldsomme detaljer fra sit liv, blandt andet om sin mors død og hvordan han som 14-årig stjæler sin første bil, men ikke én gang ser man prins Joachim spørge ind til ham. Og dét irriterer tydeligvis forfatteren.

»Hvad holder dig tilbage fra at spørge til mig?« spørger Steffen Jacobsen.

»Det er lige der, mit handicap bliver udtalt. Jeg har måske en fornemmelse af, at jeg træder for langt. Jeg har slet ikke oplevet så meget hardship,« forklarer prins Joachim i dokumentaren.

»Du må også være interesseret i andre mennesker?« fortsætter forfatteren, tydeligvis irriteret.

Prins Joachim forsikrer, at det er han skam.

Men gentagne gange kommer de to ind på prinsens manglende evne til altså at virke interesseret i andre – og ikke mindst hans veludviklede evne til at tale udenom et spørgsmål.

»Jeg har en fjederpåvirket reaktion til ikke at svare i enstavelsessvar, men heller ikke direkte på sådan nogle spørgsmål, og jeg får det skudt i skoene dagligt derhjemme. Så det er sgu ikke kun dig,« siger prins Joachim i dokumentaren og fortsætter:

»Jeg har enormt svært ved at gå direkte til bidet, men jeg har endnu sværere ved at forklare, hvor er den forsvarsmekanisme, der helt automatisk går i gang.«

Da dokumentaren når sin afslutning, og de to er kommet i mål med deres vandretur, kommer forfatter Steffen Jacobsen dog med en lille ros:

»Du er blevet bedre til at virke interesseret – jeg er glad for, vi er nået dertil,« siger Steffen Jacobsen i dokumentaren.

'Hærvejen' kan i øjeblikket ses som en del af filmfestivalen CPH Dox og får premiere på DR til juni.