Der er Suede, Junior Senior, TV-2 og Lars H.U.G. Og der er Carpark North, Mew og Malk de Koijn. Så når Grøn Koncert - Nordeuropas største rullende festival - begynder fredag i Esbjerg, er programmet helt renset for de navne, som sidste år stod på WigWam-plakaterne.

Hverken en Thomas Helmig, Erann DD, D-A-D eller Sort Sol fra den fallerede festival-turné, som netop var en reaktion mod Grøn Koncerts folkelighed, frikadelleburgere og tivolisering. Det holdt som bekendt overhovedet ikke - mens Muskelsvindfondens masse-karavane nu kværner for 21. gang.

»Hvad er der nu også i vejen med pommes frites og popcorn? Jeg kunne godt på forhånd have fortalt dem, at WigWam ville gå galt. Det er ligesom med økologi, det er populært i Nordsjælland, men ikke i Esbjerg og Ringsted,« mener hovedscene-konferencier Jacob Haugaard om den sag, mens Steffen Brandt konstaterer, at folkeligheden har bevæget sig.

»Jeg synes, programmet slår fast, at det folkelige er på vej i en god retning. Det er nogle af de mest spændende danske navne overhovedet og britpoppens førende navn. Det er alle sammen nogle, der har noget at byde på og ikke er overdrevent midtsøgende. Måske er det her faktisk en mellemting mellem den gode idé WigWam og så det gamle Grøn Koncert,« siger han.

Selv for Lars H.U.G. er det ikke for folkeligt.

»Det generer mig ikke at være bred i mit udtryk, men jeg er ikke derhenne, hvor jeg turnerer med gammelt repertoire. Jeg spiller ikke danske sange, og jeg forventer, at publikum møder velforberedt op. At de har hørt min plade,« sagde H.U.G. til pressemødet for Grøn Koncert.

Ved samme lejlighed slog talentscenen Grøn Spots vært Simon Jul Jørgensen fast, at: »Hvis man lægger alderen sammen på alle, der spiller på Grøn Spot, så får man alderen på Lars H.U.G.«

Grøn Spot er dér, hvor Mew, Carpark North og Malk de Koijn skal spille i sceneskiftene på den store scene. Og med sig til at præsentere har Simon makkeren Jan Elhøj.

Det ambitiøse projekt befinder sig lørdag i Odense og søndag i Århus, og i næste uge besøger karavanen fra torsdag til søndag Blokhus, Børkop, Næstved og Valbyparken i København.