Musikeren Karen Mukupa er én af fem modtagere af en livslang hæder fra Kunstfonden.

Sangerinden Karen Mukupa er den første musiker inden for hiphop og rapmusik, der modtager en livslang hæder fra Kunstfonden.

Det oplyser Statens Kunstfond til Ritzau.

Hun er én af fem kunstnere, der modtager hæderen, skriver fonden i en pressemeddelelse onsdag.

Karen Mukupa har været hiphop-pioner i dansk musikliv siden 1990'erne - både som rapper, komponist, tekstforfatter og sanger, hvor hun blandt andet sætter fokus på kampen for ligestilling og hylder frigjort kvindelig seksualitet.

Her giver hun sin egen styrke videre til andre, skriver Statens Kunstfond.

Især hendes seneste album, "Bonobo", fra 2023 har gjort hende til en af de vigtigste stemmer inden for hiphop-genren.

Også arkitekten Kjeld Vindums, forfatteren Birgitte Krogsbølle, billedkunstneren Lise Autogena og scenekunstneren Mette Ingvartsen modtager den livslange hæder.

Prisen tildeles skabende kunstnere, der har en kunstnerisk produktion bag sig, som har givet dem en afgørende placering som kunstner.

Fælles for dem er, at de alle er dygtige formidlere, skriver Statens Kunstfond.

- De fem kunstnere, der ved denne uddeling modtager Kunstfondens hædersydelse, relaterer alle sammen til vigtige spørgsmål, blandt andet køn, klima, seksualitet og sprog, siger lederen af Statens Kunstfonds Repræsentantskab, Henrik Tvarnø.

Kjeld Vindum modtager hæderen blandt andet for sin undervisning på Kunstakademiet i København og på Arkitektskolen i Aarhus gennem flere generationer.

Birgitte Krogsbølle modtager den livslange hæder for de digte, hun har udgivet i over 20 år.

Hædersydelserne tildeles i dag af Kunstfondens Repræsentantskab efter indstilling fra legatudvalgene fra litteratur, billedkunst, scenekunst, musik, arkitektur, film, kunsthåndværk og design.

Hædersydelserne uddeles hvert halve år.

/ritzau/