Det internationale melodigrandprix gennemføres med massetest og sociale landebobler. Det danske bidrag glæder sig over oplevelsen trods de mange restriktioner.

Årets Eurovision vil som vanligt blive afholdt med fest og farver på skærmen, men bagom produktionen er tingene ikke helt lige så festlige, som de plejer.

Coronaen har for deltagerne og de tilhørende landedelegationer sat en stopper for dans og takeaway, ligesom de opfordres til at isolere sig.

Desuden skal de massetestes for at kunne få adgang til spillestedet, hvor showet afholdes.

»Vi havde hørt om, hvor meget corona ville påvirke oplevelsen, og på en måde gennemsyrer det hele setuppet hernede. Men det ødelægger det ikke, alle de her coronarestriktioner – vi har stadig en fest.«

Sådan lyder det fra Laurits Emanuel, den ene halvdel af Fyr & Flamme, der skal repræsenterer Danmark med sangen 'Øve os på hinanden'.

»Der er indrettet nogle effektive labyrinter, så alt er sikkert hele tiden. Der er hele tiden tjek, så det er noget med lige at få sin rygsæk med sig,« siger den anden halvdel af duoen, Jesper Groth, og bemærker, at det hele begynder forfra, så snart man træder ud af Ahoy.

Det er spillestedet i Rotterdam i Holland, hvor årets internationale melodigrandprix finder sted fra 18. til 22. maj.

En rolle, værtsbyen også skulle have haft sidste år, hvor showet blev aflyst på grund af coronapandemien.

På ankomstdagen i Rotterdam blev hele det danske hold, som ved fuld bemanding tæller 20 personer, testet for corona tre gange.

Og så har det ellers stået på test hver anden dag, som er påkrævet for at få adgang til spillestedet.

Det fortæller DRs underholdningsredaktør, Jan Lagermand Lundme. Han er Eurovision-redaktør og var chef for showet, da det kom til Danmark i 2014.

»Jeg har aldrig følt mig mere sikker på, at jeg ikke har corona,« siger han og henviser til, at hele holdet føler sig enormt sikre i de rammer, værtslandet har opstillet.

Holland har opfordret landedelegationerne til at holde sig for sig selv og så vidt muligt blive på deres hotel, når der ikke er prøver.

Det betyder også, at spisning kun foregår på hotellets restaurant. Der må end ikke købes takeaway, oplyser Lundme.

Ved et normalt Eurovision ville delegationerne ellers mødes til drinks og dans på den såkaldte EuroClub efter prøverne.

Men det er kun, når danskerne er på spillestedet, at de kan tale med deltagere fra andre lande.

Der vil heller ikke blive afholdt en fest efter finalen.

Netop mødet med de andre landes deltagere er noget, Jesper Groth ser frem til.

»Jeg har ikke mødt så mange af de andre lande, og det er noget af det, jeg håber at få med hjem,« siger han.

Selv om de mange smitteforebyggende tiltag er med til at ændre oplevelsen bag scenen, har Fyr & Flamme kun gode oplevelser at berette om.

»Vi er heldigvis et fantastisk hold afsted, så det er vold-hyggeligt. Vi har kun set toppen af isbjerget på al det hygge og den gode stemning, vi skal have hernede,« siger Laurits Emanuel.

Spørger man Eurovision-redaktøren, er der heller ingen tvivl om, at restriktionerne er al besværet værd.

»Jeg tror, det er super vigtigt for folk generelt at have noget, som er så tæt på normalen som muligt.«

»Det skal give oplevelsen af, at verden ikke er hundrede procent af lave. Der er stadigvæk Eurovision. Det er lige præcis i krisetider, tror jeg, at det er vigtigt, at vi mødes, som vi plejer på tværs af lande,« siger Jan Lagermand Lundme.

Skulle uheldet være ude og en musiker blive smittet, har landene på forhånd indspillet en version af deres sang med tilhørende video, som vil blive afspillet i stedet.

/ritzau/