Gruppen Dr. Rolf og Kanylerne måtte som de første fredag opgive drømmen om at vinde dette års X Factor.

Der er ære, et trofæ, to ugers studietur i det legendariske Sonic Vista Studio på Ibiza, en pladekontrakt med Sony og en plads på scenen til Smukfest i august på højkant for X Factor-vinderen.

Men fredag aften måtte gruppen Dr. Rolf og Kanylerne sande, at det ikke bliver dem, der får fat i de eftertragtede præmier.

Gruppen røg nemlig ud som den allerførste i årets X Factor efter at have været i farezonen med 18-årige Patrick Smith.

Dommer Thomas Blachman tog beslutningen, da Oh Land gerne ville beholde sin gruppe, imens Lars Ankerstjerne ville holde på sin deltager Patrick Smith.

- Patrick gik ind og lavede aftenens højdepunkt i Patricks univers, sagde Blachman efter sangerens præstation i farezonen.

Vært Sofie Linde fik fredag aften sparket det første X Factor-liveshow i gang på TV2, efter at kanalen i år har overtaget sangkonkurrencen fra DR.

Det begyndte langtfra optimalt, da gruppen Echo, der var de første på scenen, ikke havde lyd i mikrofonerne og derfor måtte starte forfra.

De tre dommere, Thomas Blachman, Lars Ankerstjerne og Oh Land havde udvalgt sangene til deres deltagere, hvor blandt andre 23-årige Kristian Kjærlund imponerede med sin version af "Sweet Dreams, TN" af The Last Shadow Puppets.

- Der er noget ved dig, der bare skriger artist. Du er på en eller anden måde født til det der. Vokalmæssigt hev du den hjem, og jeg er ret vild med dig generelt, sagde Ankerstjerne.

16-årig Benjamin Rosenbohm, der hos bookmakerne er favorit, formåede ikke helt at overbevise Thomas Blachman og Oh Land med sin version af "When You Love Someone" af James TW.

- Det blev måske lidt for hyggeligt til, at jeg kunne gå ind i det følelsesmæssigt, sagde Oh Land.

Det er nyt, at vinderen i år får to ugers musikproduktion i Sonic Vista Studio på Ibiza. Lady Gaga, Akon, David Guetta og Ne-Yo har blandt andet indspillet i studiet. Det er også nyt, at X Factor-vinderen allerede nu er booket til at optræde på årets Smukfest i august.

Showet sendes hver fredag aften klokken 20.00 på TV2. Hver uge ryger en deltager ud inden finaleshowet 12. april.

/ritzau/