Første anmeldelser af 'The Last of Us Part II' klar: 'Et af de bedste spil nogensinde'


Hvis du interesserer dig det mindste for gaming, ved du, at der er et spil, som millioner af spillere har ventet længselsfuldt på i årevis.
Fortsættelse til 'The Last of Us'. Et af de mest elskede spil til PlayStation nogensinde. Udgivelsesdatoen er blevet rykket flere gange, men nu er firmaet bag langt om længe ved at være klar. Det samme er de første anmeldelser.
Og noget kan tyde på, at 'The Last of Us Part II' har været ventetiden værd.
'The Last of Us Part II er en forbløffende præstation. En ekstrem demonstration af, hvordan et spil kan forene gameplay, der får dit hjerte til at stoppe, storslået storytelling og angstfremkaldende moralske dilemmaer. Selv om det tager udgangspunkt i troperne efter en zombie-apokalypse, overgår det genren fuldstændig,' indleder Washington Post sin anmeldelse af spillet.

'The Last of Us Part II er ikke et spil om zombier. Det er en meditation over tab - ikke blot tab af liv - men af fællesskab, familie og individuelle evner, og den indsats, det tager, at finde vej gennem den vanvittige sorg,' fortsætter anmelderen.
Han tøver ikke med at kategorisere spillet som et af de bedste, han nogensinde har spillet.
De anmeldere, der har fået spillet i hænderne, er blevet pålagt usædvanligt strenge ordrer fra spilfirmaet bag om ikke at afsløre for meget om spillets plot, karakterer og spillet i det hele taget.
Men anmelderen kan skrive, at spillets hovedperson Ellie begiver sig mod Seattle for at afgøre en Vendetta, efter hun har lidt et forfærdeligt tab.

En rejse, der er en af de blodigste nogensinde i et videospil, bemærker anmelderen.
Ulig mange andre computerspil, bliver man som spiller klar over, hvordan volden og drabene påvirker hovedpersonen psykisk.
'Hvor herligt paradoksalt er det ikke, at et af de fineste actionspil nogensinde, skubber tingene til at være så ekstreme, at jeg som spiller får lyst til at lade være med at benytte de helt centrale spillemekanismer,' skriver anmelderen, der på et tidspunkt blev så påvirket, at han blev tilbageholdende i forhold til at lade spillets hovedperson påføre andre skade.
Folkene bag 'The Last of Us' er berømte og berygtede for deres sans for detaljer.

Et adelsmærke, som det næste kapitel i spilfortællingen ifølge Washington Posts anmelder til fulde lever op til.
Han mener, at det eneste spil, der kan konkurrere med 'The Last of Us Part II' på det punkt, er 'Red Dead Redemption 2', der var så detaljeret, at spillets hovedpersons skæg groede i realtid, mens man spillede.
'The Last of Us Part II' skulle efter planen få premiere på fredag i næste uge.
Premieren er blevet udskudt flere gange - senest på grund af corona - men nu skulle den altså være god nok, og syv års ventetid er endelig slut.