Den danske prinsesse fik sig en snak med flygtningen Jean Claude Dogo, og det gjorde indtryk.
København. Hun ved alt om, hvordan det er at slå sig ned i et fremmed land, men den danske prinsesse Marie havde en langt lykkeligere årsag til at gøre det end flygtningen Jean Claude Dogo, der kom til Danmark fra Elfenbenskysten i 2013 med sin familie.
Mens hun giftede sig med en prins, måtte 46-årige Jean Claude Dogo nemlig flygte fra sit hjemland, og er såkaldt kvoteflygtning, da hans kone er alvorligt syg.
Hele hans historie fik prinsesse Marie fortalt tirsdag, da hun som protektor for Folkekirkens Nødhjælp deltog i deres årlige julearrangement.
Den fortælling rørte prinsessen.
- Jean Claude er fantastisk. Det var første gang, jeg hørte hans historie. Det var meget inspirerende, virkelig, sagde prinsesse Marie.
Jean Claude Dogo arbejdede for ekspræsidentens kone i Elfenbenskysten som tolk og økonomisk rådgiver, inden han på grund af krig måtte flygte med sin familie.
Da han i 2013 hørte dronning Margrethes nytårstale, hvor hun opfordrede flygtninge til at få et job og blive en del af det danske samfund, tog han det straks til sig, fortalte han ved arrangementet.
Et sprogkursus, der skulle vare tre år, gennemførte han på halvandet, og efter stribevis af jobafslag, arbejder han nu for Folkekirkens Nødhjælp som facer i Aarhus (en, der arbejder med at hverve donorer på gaden).
Og ifølge Folkekirkens Nødhjælp har han slået alle rekorder for, for mange betalingsaftaler, man kan lave på gaden.
At han er gået fra et topjob i sit hjemland og økonomisk sikkerhed og tryghed før krigen til et liv i Danmark, hvor han kæmper for andre flygtninge i et job på gaden, ramte prinsesse Marie lige i hjertekulen.
- Det er vældig inspirerende at møde en, der havde næsten alt før. Det må være en kæmpe forandring, fortalte hun.
Ved julearrangementet blev det også fejret, at det i år er 10 år siden, at Folkekirkens Nødhjælp søsatte kampagnen "Giv en ged", hvor danskere opfordres til at give et gavekort til en ged til en fattig familie.
Men om lille prins Henrik og prinsesse Athena skal have geder til jul, ville prinsesse Marie ikke afsløre.
- Man må ikke sige, hvad de får i julegave, det er en overraskelse, sagde hun.
/ritzau/FOKUS