Ikke overraskende synes filminstruktøren Jesper W. Nielsen, som har skruet filmen »Manden bag døren« sammen, at den er hans hidtil bedste.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>»Instruktører synes altid at deres seneste film er deres bedste,« siger Jesper W. Nielsen, som også stod bag megasuccesen »Okay« med Paprika Steen.

Filmen baserer sig på historien om Flemming Pedersen, der i 1998 bortførte liget af sin 86-årige far og kørte rundt med ham på bagsædet af sin motorcykel. I november sidste år døde Flemming selv i et spil russisk roulette.

»Men filmen skal betragtes som fiktion, derfor har vi også ændret navnene og faderen er svensk i filmen. I virkeligheden var han dansk,« siger Jesper W. Nielsen.

Han siger, at filmen handler om en sygeligt jaloux ung mand, Svend, som hen ad vejen opdager, at han har samme reaktionsmønster som sin far, og derfor får en indsigt, som kan ændre hans liv.

»Det handler om mennesker, som reagerer følelsesmæssigt,« siger Jesper W. Nielsen. Udover Iben Hjejle medvirker Nikolaj Coster-Waldau og svenske Per Oscarsson i filmen.

»Manden bag døren« deltager i hovedkonkurrencen i Copenhagen International Film Festival og får premiere 15. august.