Skuespilleren Peter Mygind tog prisen som Årets Mandlige Birolle og var måske den gladeste prismodtager ved Zulu Awards i Forum onsdag aften, hvor Flammen & Citronen blev den helt store vinder.

Det er måske ikke verdens største pris, men Peter Mygind strålede, som havde han vundet en Oscar, da han onsdag aften modtog prisen for Årets mandlige birolle ved Zulu Awards 2009.

Prisen fik han for sin rolle i Flammen & Citronen, der også blev hædret i andre kategorier. Flammen & Citronen blev nemlig også Årets danske film, og Thure Lindhardt blev Årets danske hovedrolle for sin præstation i filmen. - Det er min første personlige pris. Det er helt vildt - næsten uvirkeligt. Jeg er så glad. Og det var nogle meget dygtige skuespillere, jeg var oppe imod, sagde Peter Mygind, der med sin Zulu Award i hånden drog paraleller til Emmy-sejren for hitserien Nikolaj og Julie. Men Peter Mygind synes - i al respekt for sine konkurrenter - at han havde fortjent prisen: - Jeg synes også, at jeg gør det godt, og jeg har været rigtig glad for min indsats i denne her film, som har været en fantastisk rejse at være med på. Ole Christian Madsen (instruktøren, red.) kunne have valgt 30 andre end mig, men han troede på mig. Ifølge Peter Mygind bløder den danske filmbranche rent økonomisk, og han er derfor ikke sikker på, at der igen vil blive lavet en film med et så stort budget som det var tilfældet med Flammen & Citronen.

Derfor var han også ekstra glad for sin pris og ikke mindst for at have fået chancen for at være med på listen over medvirkende i publikums-succesen. Og nu kan han altså kalde sig Årets mandlige birolle. Flammen & Citronen vandt ikke noget, da der for nylig blev uddelt Robert-priser.

Vært fik selv en pris
Award-værten Rune Klan fik hjælp til at overrække de mange priser af en lang række kunstnere, som skønhedsguruen Ole Henriksen og komikeren Mick Øgendahl. Og netop Mick Øgendahl spillede en hovedrolle, da han skulle overrække Peter Mygind birolle-prisen.

Med sprælske bevægelser erobrede han scenen klædt som en Ole Henriksen-parodi, og side om side med samme Ole, og fik salen til at boble i en blanding af grin og ren begejstring. Tidligere havde den populære komiker selv modtaget en pris sammen med sin daglige makker - værten Rune Klan. De to sjove herre fik Årets danske comedy-pris for 'Tak for i aften'. Det kunne måske få nogle til at spekulere i, om det hele nu er gået rigtigt til, men Øgendahl afviste ikke noget backstage: - Hehe, ja man kan sige, at det er et købt resultat, grinede en glad Mick Øgendahl.