"Roma" er nomineret til ti priser ved oscaruddelingen 24. februar. Filmen er distribueret af Netflix.

For første gang er streamingtjenesten Netflix i spil til at vinde prisen for bedste film ved oscaruddelingen i Hollywood 24. februar.

Filmen 'Roma', der er instrueret af Alfonso Cuarón og distribueret af Netflix, høstede tirsdag 10 nomineringer til de eftertragtede priser.

Det kan ændre billedet af Netflix, mener Jyllands-Postens filmanmelder og formanden for Danske Filmkritikere, Nanna Frank.

»Det er et scoop for Netflix, at de har fået Alfonso Cuaron med sig. Først og fremmest fordi han har lavet en god film. Men det betyder også, at man tager Netflix alvorligt som distributør af virkelig væsentlige film. Og hvis nogen skulle have et billede af Netflix som udbyder af den hurtige underholdning, kan man med 'Roma' afvise den tanke. 'Roma' er en film, som både underholder og taler til eftertanken,« siger hun.

Alfonso Cuaróns film 'Gravity' vandt syv oscarstatuetter i 2014. Her vandt Cuarón blandt andet prisen som bedste instruktør.

Ved oscaruddelingen i 2019 er 57-årige Cuarón selv nomineret i kategorierne bedste instruktør, bedste fotografering og bedste originale manuskript.

For nylig vandt den mexicanske instruktør en Golden Globe for sin instruktion af 'Roma'.

/ritzau/