Den danske rapper Benny Jamz blev onsdag idømt tre måneders ubetinget fængsel for trusler og for at være i besiddelse af en kniv. 

Og med en kommende festivalsæson om hjørnet leder det naturligvis op til spørgsmålet, hvorvidt rapstjernen skal optræde eller bliver fjernet fra programmet.

Det skriver Se og Hør.

Dog kan Gilleleje-festivalen Bakkefest endnu ikke oplyse, hvorvidt den nu kriminelle rapper kommer til at optræde til festivalen. 

»Vi tager naturligvis afstand fra vold og trusler. Vi kan forstå, at han har anket sagen, men vi følger den tæt. Vi er i åben dialog med vores booker for at få afklaret situationen,« udtaler Jesper Bækmand, der er formand for Bakkeselskabet, til mediet. 

Videre understreger han, at aftalen er indgået for lang tid siden, og festivalen afventer nu en samlet afklaring på hele situationen, før de officielt kan melde ud, hvad dommen får af konkret betydning for årets Bakkefest. 

Benny Jamz har anket dommen til Landsretten. 

Den 32-årige sanger, hvis borgerlige navn er Benjamin Jacob Small Heyn-Johnson, fik tre måneders fængsel for trusler, ulovlig våbenbesiddelse – heriblandt en kniv og machete. 

Sagen handler om en konfrontation med en ekskæreste 24. marts 2024, hvor den danske musiker trak en kniv og punkterede dækket på kvindens bil.

Episoden fandt sted ud for en legeplads på en skole i København, hvor den nu dømte rapper og kvindens fælles barn gik.

De to kom op at skændes, hvorefter musikeren trak en kniv og punkterede dækket på den bil, som kvinden var ankommet til skolen i. Den danske musiker erkender onsdag i retten at have punkteret dækket med en kniv, men afviser at have truet kvinden.