Sjuskede med sikkerheden under filmoptagelser kommer nu til at koste filmselskabet Universal Pictures en millionbøde. 

Det afgjorde en domstol i London fredag.

Under optagelserne til actionfilmen ‘Fast & Furious 9’, kom stuntmanden Joe Watts så alvorligt til skade, at han ifølge dommeren i sagen er ‘heldig at være i live’ i dag. Det skriver BBC.

Filmen blev i 2019 optaget i Warner Brothers' studier i Watford i England og ulykken skete, da stuntmanden i en scene skulle smides ud fra en balkon. 

Under retssagen er det blevet fremlagt, hvordan Joe Watts under prøverne blev kastet over sin medskuespillers højre skulder. Men da optagelserne skulle i kassen, blev stuntet pludselig ændret, så han i stedet skulle kastes over venstre skulder.

Skuespilleren Vin Diesel spiller hovedrollen i 'Fast & Furious 9'. Under optagelserne kom en stuntmand, så alvorligt til skade, at det nu koster filmselskabet en millionbøde.
Skuespilleren Vin Diesel spiller hovedrollen i 'Fast & Furious 9'. Under optagelserne kom en stuntmand, så alvorligt til skade, at det nu koster filmselskabet en millionbøde. Foto: Jordan Strauss/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Stuntmanden, der tidligere har været med i film som ‘Game Of Thrones’, ‘Star Wars: The Last Jedi’ og ‘Kingsman: The Golden Circle’, er garvet og vant til at udføre halsbrækkende stunts.

Men under optagelserne løsnede hans sikkerhedsline sig, og Joe Watts styrtede otte meter ned og ramte et betongulv med hovedet først, fordi de måtter, der skulle have grebet ham, ikke var blevet flyttet.

Derfor er ulykken produktionsselskabets skyld, mener den britiske dommer. I retten blev især beslutningen om at ændre stuntet ‘i sidste øjeblik’ kritiseret. Desuden fandt dommeren det ansvarspådragende, at stuntmandens sikkerhedsline ikke var blevet testet i den nye position, og at sikkerhedsmåtterne ikke var blevet flyttet.

Joe Watts pådrog sig ved den tragiske ulykke en hjerneskade, derfor kommer fejlene på settet nu til at koste filmselskabet dyrt. Ifølge rettens afgørelse skal Universal Pictures betale 800.000 pund, eller lige under syv millioner kroner i erstatning.

Alec Baldwin venter på en storjury, der skal afgøre, om han skal i retten tiltalt for at være årsag til, at en filmfotograf døde under optagelserne til filmen 'Rust'. 
Alec Baldwin venter på en storjury, der skal afgøre, om han skal i retten tiltalt for at være årsag til, at en filmfotograf døde under optagelserne til filmen 'Rust'.  Foto: Zz/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er ikke første gang, at dårlige sikkerhedsprocedurer under filmoptagelser får tragiske konsekvenser.

Under optagelserne til filmen 'Rust' i 2021 holdt skuespilleren Alec Baldwin en Colt-revolver, der viste sig at være skarpladt. Da revolveren gik af, blev filmfotografen Halyna Hutchins ramt af skud og døde.

Selvom Baldwin fastholder: At der var tale om en ulykke. At det ikke var hans ansvar at kontrollere om pistolen var ladt. Og at han ikke trykkede på aftrækkeren, men våbnet derimod ved en fejl gik af, blev han i første omgang anklaget for uagtsomt drab.

Den sag blev siden frafaldet, men i oktober i år bad anklageren i sagen en føderal storjury om igen at rejse tiltale mod den 65-årige Hollywood-veteran for ‘utilsigtet drab’. Den sag er stadig ikke afgjort.