'Far til fire gi'r aldrig op' hedder den, men oser af, at de HAR givet op.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>At folkene bag den nye Far til Fire-film godt har vidst, at det er lige så umuligt som urimeligt at forsøge at genskabe de oprindelige Far til Fire-films oversukrede idyl, eksalteret høje humør og hårdt pumpede hjertevarme.

Og hvad gør de så i stedet for? Tja. De famler sig frem med familie-komik af den hårdt prøvede slags.

Resultatet ligner en mellemting mellem de sidste, klamme krummer fra 'Krumme'-filmene og fraklip fra de hopla-oplagte TV-reklamer for morgenbrød, som Niels Olsen ruller sig ud i.

Der er fundet tilpas søde og veloplagte unge til rollerne som Søs, Ole, Mie og Lille Per. Men det kendte 'Det er sommer, det er sol og det er søndag'-sammenhold mangler.

Næsten ikke samlet
De fire børn har travlt med hver sit.

Der er overraskende få scener, hvor hele familien er samlet.

Filmen hopper fra den ene episode til den anden: Lidt mobning (Mie), lidt talentkonkurrence (Ole), lidt fotomodel-muligheder (Søs) og en del læspe-nuttet Lille Per, der godt kan lide 'ischh', siger 'du store kaneser'! og finder noget meget kreativt at bruge computerens printer til.

Ind i trivielle børne-temaer flettes fortællingen om farmands fyring og kamp for at få sit job tilbage. Det bliver en film i filmen. Heldigvis en helt anden slags film - en, der sprutter af kulsort vanvid, som vi kender fra 'Ørkenens Sønner'.

Niels gasser op
Niels Olsen gasser op og kører sit eget crazy-løb igennem den slingre stil, som instruktør og manuskriptforfatter Claus Bjerre har ansvaret for. Og man overgiver sig til Martin Brygmanns og Niels Olsens sitcom samspil. Martin som fjoget-slimet chef og Niels Olsen som - ja, først som 'Hva'-så-deeer?' -hiphopper og derefter - i filmens højdepunkt - forklædt som laber larve.

Som Onkel Anders virker Jess Ingerslev, som om han er faret vild fra et karneval med fri kokain.