Det vakte stor opstandelse, da biografien 'Uden filter' om Johnny Madsen udkom en måned efter hans død – imod familiens vilje.
Men nu er de videopodcasts, som biografien blev til på baggrund af, også blevet udgivet – og det vækker harme hos den afdøde musikers søn.
»Det ville min far ALDRIG have deltaget i,« harcelerer Rasmus Madsen til B.T.
»De her videopodcasts var udelukkende tænkt til promovering af min fars egen bog 'Tilværelsen blev min skæbne',« lyder det fra sønnen med henvisning til sin afdøde fars selvskrevne biografi fra 2023.
I al fald har Johnny Madsens tidligere tourmanager og mangeårige ven, iværksætteren Henrik 'Røde' Jensen, udgivet den række af videopodcasts, hvor man ser ham i samtale og interview med Johnny Madsen.
Videoerne råbte familien allerede op om dengang i november, hvor Henrik 'Røde' Jensen udgav biografi 'Uden filter' om Johnny Madsen, fordi den var blevet til ud fra udskrifter fra videopodcastsene.
»På baggrund af disse optagelser, som Røde i øvrigt blev bedt om at overdrage tilbage til min far og blev betalt for det samme, har manden så opfundet sin egen sandhed, nemlig at materialet skulle bruges til en bogudgivelse,« raser Rasmus Madsen nu.
Herunder kan du se første afsnit af videopodcastserien, som er udgivet på Henrik 'Røde' Jensens egen YouTube-kanal. Artiklen fortsætter efter videoen.
For Rasmus Madsen fastholder, at hans far Johnny Madsen ikke ønskede, at videopodcastserien skulle udgives.
»På det tidspunkt var han i øvrigt i gang med at skrive på efterfølgeren til 'Tilværelsen blev min skæbne', så selvfølgelig har han ikke indvilget i, at materialet skulle blive til en omgang makværk,« påstår den 45-årige søn.
Trods dokumenter og aftaler: Røde forbliver tavs
Hvor Henrik 'Røde' Jensen tidligere har forklaret, at projektet var efter aftale med Johnny Madsen, så fastholder sønnen Rasmus Madsen, at hans far hverken skulle have ønsket bogens tilblivelse eller videoernes offentliggørelse.
I stedet fremviser Rasmus Madsen et dokument, som er dateret til august 2023.
'Vi er glade for optagelserne, men tiden er ikke til at udgive dem nu,' skrives det her om videopodcastene, fordi udgivelsen 'ikke passer sammen med de øvrige aktiviteter, som Johnny Madsen er i gang med'.
Videre anføres det, at videoerne ikke må udgives, da de er private, hvorfor det skal kræve en skriftlig tilladelse at udgive dem, fordi 'Johnny Madsen er et registreret varemærke'.
Det anføres også, at den dengang endnu levende musiker gerne selv ville have tilsendt filerne 'til egen samling'.
»Røde blev bedt om at aflevere alt det optagede materiale, da Johnny sent i processen ikke ønskede at arbejde med Røde længere og ej heller ønskede, at optagelserne skulle være til andet end privat brug. Røde nægtede dog at udlevere materialet,« siger Rasmus Madsen nu.


Han har ikke ønsket at kommentere, hvorvidt han har iværksat initiativer for at få trukket biografien eller videopodcastsene tilbage.
B.T. har foreholdt kritikken for Henrik 'Røde' Jensen, som ikke er vendt retur på vores henvendelser.
Han har tidligere fastholdt, at udgivelsen af både biografien og de bagvedliggende videopodcasts var efter aftale med hans mangeårige ven Johnny Madsen.
Han har afvist at komme med dokumentation for sine påstande og at kommentere yderligere, herunder hvad han mener om, at musikerens efterladte familie er vrede og bestrider, at der skulle findes en sådan aftale om udgivelse.
B.T. har ligeledes foreholdt Henrik 'Røde' Jensen de nye beskyldninger fra Rasmus Madsen, som han heller ikke har svaret på.
Rasmus Madsen fortalte for nylig, at han selv »med min fars vilje« havde startet Madsen Band, der tager på turné med Johnny Madsens gamle sange. Læs mere om det HER.