Dronningen, statsministeren og kronprinsesse Mary holdt taler ved kronprinsens 50-års fødselsdag.

København. Kronprins Frederiks 50-års fødselsdag blev lørdag fejret ved en gallamiddag på Christiansborg Slot. I løbet af aftenen talte dronningen, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og kronprinsesse Mary.

Læs her, hvad de blandt andet sagde til fødselaren:

* Dronningen:

- At være kronprins er slet ikke let, når man er ganske ung og søgende. Men du fandt selv din vej, og for hver gang du begyndte et nyt afsnit, viste du den styrke, der bor i dig.

- Da du fandt Mary, begyndte du et nyt afsnit. Nu var I to, så tre, så fire ja, seks. Du og Mary har formået at skabe et trygt og varmt familieliv, samtidig med at I sammen og hver for sig påtager jer opgaver, som fører jer vidt omkring. I gør mig så glad.

* Statsminister Lars Løkke Rasmussen:

- De taler ikke til andre mennesker. De taler med dem. Så man føler sig set. Værdsat. Troet på.

- De er i sandhed kronprins af tiden. De er folkets Frederik.

* Kronprinsesse Mary:

- Du er et sammensat menneske. Kompleks og ligetil på en gang. Du kender dig selv og er dig selv. Deri er kernen, der binder det hele sammen,

- Hvis vi sidder på en restaurant, og tjeneren spørger, om du er "Finish'", så er det helt sikkert, at du svarer "no, I'm Danish".

Kilder: kongehuset, DR

/ritzau/