Julen minder os om, at vi skal værne om den verden, vi efterlader vores børn, fortæller teaterdirektør Jytte Abildstrøm til BT.

- Julen har altid været det smukkeste, jeg kender. Jeg er vokset op med salmer og julebudskabet om, at et barn er født i Bethlehem. Og når jeg holder foredrag, læser jeg nogle gange de salmer, som min far læste for mig i beskyttelsesrummet under krigen.

Først i sidste øjeblik beslutter hun sig for, om julen skal holdes hos Peter eller Lars Mygind.

- Jeg beslutter først i sidste øjeblik, hvilken af mine sønner, jeg besøger juleaften. Det har drengene det fint med.

- Som miljøaktivist mener jeg, vi skal tænke på de kommende slægter. Juletræet er det fineste symbol på sammenhængen mellem naturen og mennesket. Salmen hedder jo også ’Dejlig er jorden’.