Der er ikke fundet spor af narko i blodet fra italiensk sanger i bandet Måneskin, der lørdag vandt Eurovision.

Den italienske sanger Damiano David, der lørdag vandt Eurovision i Holland med sit band Måneskin, er testet negativ i en narkotest.

Der er altså ikke fundet spor af narkotika i hans blod.

Det oplyser European Broadcasting Union (EBU) ifølge nyhedsbureauet AFP. EBU anser sagen for at være lukket nu.

- Vi er foruroliget over, at upræcise formodninger, der har ført til fake news, har overskygget ånden og udkommet af begivenheden og har påvirket bandet urimeligt, skriver EBU ifølge Reuters.

22-årige Damiano David valgte selv at tage en narkotest, efter at der i weekenden begyndte at florere en video på sociale medier, som har fået folk til at spekulere på, om han tog kokain under Eurovision-showet.

På videoen bliver der filmet ved det bord, som det festglade band sidder ved under musikkonkurrencen, mens det venter på, at vinderen bliver offentliggjort.

Ved bordet er også Damiano David, som hviler sin venstre hånd på bordet. Han læner sig kortvarigt fremad, men på grund af drikkevarer på bordet er det ikke muligt at se præcist, hvad der sker.

Nogle af de op mod 200 millioner, der så showet, mente, at det så ud som om, at videoklippet afslørede ham i at sniffe kokain.

Det afviste den italienske sanger med det samme, og bandet skrev efterfølgende på det sociale medie Instagram, at det var virkelig chokeret over påstanden.

Gruppen skrev også, at de var klar til at blive testet, "for vi har ingenting at skjule". Og mandag er testen kommet tilbage med et negativt resultat, der altså bekræfter den 22-årige Eurovision-vinders ord.

Måneskin tog lørdag aften sejren ved Eurovision med sangen "Zitti E Buoni". Det er første gang siden 1990, at Italien vinder musikkonkurrencen.

I alt 39 lande var med i konkurrencen, der i år blev afholdt for 65. gang.

Danmark, der blev repræsenteret af Fyr Og Flamme, klarede ikke skærene til finalen.

/ritzau/