Vinderen af melodigrandprixet i Ukraine får ikke lov at deltage ved det europæiske melodigrandprix i maj.

Der er krise i det ukrainske melodigrandprix. Sangerinden Maruv, der vandt konkurrencen i hjemlandet, kommer ikke til at repræsentere landet ved det europæiske melodigrandprix i Israel i maj.

Det oplyser det europæiske melodigrandprix, Eurovision Song Contest, på den officielle hjemmeside.

Den statslige ukrainske tv-station UA: PBC, der sender den nationale sangkonkurrence, vil ikke lade Maruv optræde igen, da hun ikke underskriver en kontrakt, hvor hun frasiger sig grundlæggende rettigheder.

Hun havde oprindeligt 48 timer til at underskrive kontrakten, men det er altså nu definitivt gået i vasken.

På Eurovisions hjemmeside fremgår det, at tv-stationen vil forsøge at finde en ny repræsentant, da man ikke kunne blive enige med Maruv om en kontrakt.

I kontrakten stod ifølge Maruv, der har det borgerlige navn Anna Korsun, at hun ikke måtte improvisere på scenen eller tale med journalister uden forudgående accept fra tv-selskabet. Desuden skulle hun aflyse alle sine koncerter i Rusland.

Det er netop Maruvs forhold til naboerne i Rusland, der har skabt den heftige polemik.

Hun har i flere år optrådt i Rusland, og det bryder den ukrainske tv-station og flere ukrainske politikere sig ikke om, da de to landes indbyrdes forhold er betændt.

På sangerindens Facebook understreger hun, at hun ikke vil gå på kompromis med sin kreativitet ved at blive censureret.

Hun udtrykker også sin beklagelse over, at hun alligevel ikke skal repræsentere sit land.

- Jeg takker alle og sætter stor pris på dem, der troede på mig og stemte på mig. Jeg beder jer om at acceptere dette faktum, skriver hun blandt andet.

Allerede under showet lørdag, var der tegn på, at det ikke ville blive helt let for Maruv.

Her læste værten et notat op fra tv-stationen UA: PBC, der beskrev, hvordan man forbeholdt sig retten til at afvise vinderen.

Stridighederne mellem Rusland og Ukraine bunder blandt andet i, at Rusland i 2014 annekterede halvøen Krim, som oprindeligt var ukrainsk. Overtagelsen er ikke formelt anerkendt af EU og USA.

/ritzau/