»Det kom bag på os, at Mia reagerede, som hun gjorde, og efter optagelserne kunne vi da godt fortryde vores spørgsmål til hende. Men det lærte os så meget, som vi har kunnet tage med videre.«

Sådan siger Maily Phan fra virksomheden Get Lit, der i dag står et helt andet sted end under optagelserne til torsdagens 'Løvens hule'.

Sammen med sin to år yngre bror, Linh Phan, har 34-årige Maily Phan stiftet virksomheden, der vil gøre det nemt for danskerne at lade deres telefoner op på farten ved at udbyde powerbanks til billig udlejning på offentlige steder.

God idé, mente samtlige løver i DR-programmet – indtil de hørte, hvor lidt virksomheden havde omsat for.

Mia Wagner tester produktet fra Get Lit.
Mia Wagner tester produktet fra Get Lit. Foto: Per Arnesen
Vis mere

Trods en egeninvestering på to millioner kroner, havde søskendeparret kun omsat for 22.000 kroner, hvilket fik Jacob Risgaard og Mia Wagner til at lægge forsigtige bud på samlet 750.000 for 25 procent af virksomheden.

Lihn og Maily Phan syntes, 25 procent var for meget. Og derfor spurgte de, om den garvede investor 'ville lægge tid og kræfter i projektet', og hvordan hun konkret ville gøre det på en almindelig uge.

Og det fik Mia Wagner til at smække kassen i.

»Jeg tror, vi skal droppe det her. Jeg kan fornemme, I er et andet sted med de spørgsmål, I stiller,« siger hun i programmet, hvorfor Get Lit må forlade studiet uden en investering.

Det ærgrer Maily Phan, som stadig føler, det var et helt validt spørgsmål at stille.

»Vi havde brug for løverne, og vi har rigtig meget at lære af dem, og da vi ved, at de har travlt, stillede vi spørgsmålet. Det var ikke for at sætte spørgsmålstegn ved deres engagement, men for at få en forventning om, hvordan samarbejdet bliver, og hvor meget hjælp vi kan få,« siger hun.

»Vi var kun nysgerrige, så det kom lidt bag på os, at Mia pludselig trak sit tilbud tilbage.«

I dag har de det dog helt fint med ikke at have fået nogen af løverne med ombord. I mellemtiden har de nemlig på egen hånd skaffet fem investorer, og den læreruddannede Linh Phan arbejder nu fuldtid i firmaet som sin søster.

Maily og Linh Phan fra Get Lit.
Maily og Linh Phan fra Get Lit. Foto: Per Arnesen
Vis mere

Arbejdsiveren har de arvet fra deres vietnamesiske forældre, som i 1984 forlod borgerkrigen i hjemlandet som bådflygtninge og blev samlet op af et Mærsk-skib og endte i Danmark.

»De kom til Danmark og kunne ikke sproget, og så formåede vores mor alligevel at tage en dansk seminarieuddannelse og blive børnehavepædagog. Det har hun gjort i 35 år, men har ved siden af også haft en grillbar med min far, som havde åbent hver dag,« siger Maily Phan, inden Linh Phan supplerer:

»Hun er et stort forbillede for os.«

Søskendeparrets far var uddannet ingeniør i Vietnam, men kunne ikke få job i Danmark. Han arbejder i dag som klejnsmed på en fabrik.

»Det er meget stereotypt, at vietnamesere, der kommer til Danmark, åbner en grillbar,« smiler Linh Phan.

»Men de har ofte en uddannelse fra deres eget land, som ikke passer til det danske arbejdsmarked,« supplerer Maily Phan.

Forældrenes iver efter at knokle igennem, selvom løn og engagement måske ikke følges ad i begydelsen, har søskendeparret arvet.

I 'Løvens hule' fortalte Maily Phan, at hun ikke ville kunne udbetale løn til sig selv den kommende måned, hvis Get Lit ikke fik en investor.

Og hun nåede da også at få et par måneder uden løn, inden firmaet formåede at skaffe fem investorer.

»Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kom hjem fra 'Løvens hule' med en investering – vi stod jo og skulle bruge kapitalen. Men deres rosende ord gav os en tro på vores projekt, som vi kunne bruge efterfølgende.«