Et af Mikkels første minder med Danica var, da han var medskyldig i at brække hendes næse
Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard er hovedrollerne i den nye sæson af 'Kastanjemanden', men deres venskab går en del år tilbage.

Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard er hovedrollerne i den nye sæson af 'Kastanjemanden', men deres venskab går en del år tilbage.

Vi skal helt tilbage til en tid, hvor de færreste kendte til skuespillerne. I hvert fald i det offentlige rum.
Nu kender de fleste danskere til Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard, der lige nu er aktuelle i den nye sæson af 'Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to'.
Men venskabet mellem dem går mere end 18 år tilbage, da de startede sammen på teaterskolen sammen.
Mikkel Følsgaard første minde, der titter frem fra den spæde tid på de skrå brædder, er knap så galant som de rammer, vi møder skuespillerne i på d’Angleterre i anledningen af premieren på Netflix-serien.
»Vi var til tredje-prøven på teaterskolen med en jury foran os, hvor vi skulle optræde som dyr. Jeg var en slange, der skulle jagte en anden, der spillede en mus, og hun flygter så fra mig og brager ind i Danica, som brækker Danicas næse. Det var mit første indtryk af hende, hvor jeg var delvist medskyldig i at brække hendes næse,« fortæller Mikkel Boe Følsgaard.
Men skuespillerne klikkede (trods omstændighederne) godt fra start, og mødet på teaterskolen førte til et venskab, der nu har varet i 18 år.
»Mit første indtryk af hende var, at hun var vild og dedikeret til det at være skuespiller. Så var hun anderledes på den måde, at hun turde tage nogle valg, som var meget modige, og jeg kan huske, at jeg tænkte; 'hende her bliver kæmpestor'.«
Man må sige, at hans fornemmelse viste sig at holde stik, for Danica Curcic er (i selskab med Mikkel Boe Følsgaard) nok en af tidens største skuespillere, der de seneste år har spillet bærende roller i samtlige film og krimier herunder sæson 2 af ‘Kastanjemanden’.
Det er ikke for meget sagt, at denne sæson også får dig til at sidde på kanten af sofaen til en neglebidende suspense. Ja, for selv Danica Curcic kan gysen tage overhånd.
»Det er en fantastisk sæson, men jeg bliver nødt til at kigge væk, hvis det bliver for voldsomt,« fortæller hun.
Første sæson, der blev vist tilbage i 2021, havde stor succes, og det er klart, at det lægger et pres på den nye sæson, fortæller Danica Curcic.
»Første sæson var en overvældende succes, men jeg er vildt stolt af den nye sæson. Det har været fantastisk at vende tilbage med Mikkel. Selvom det er så mørk en serie, har det været en fest at lave. Jeg har haft grineflip dagligt - også fordi, jeg er så gode venner med Mikkel,« fortæller Danica Curcic.
I serien spiller skuespillerne mere end blot venner. Parallelt med mordmysterier har sæson to ekstra meget fokus på det relationelle og uden at afsløre for meget, så bliver vi fortsat draget ind i kompleksiteten mellem efterforskerne i serien Naia og Mark.
»Vi er rigtig gode venner, og Danica betyder sindssygt meget for mig. Det er klart, når vi skal arbejde sammen, så føles rummet meget trygt, og vi kan være ærlige over for hinanden,« fortæller Mikkel Boe Følsgaard.
Artiklen er oprindeligt udgivet på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv