Eminem ’Kamikaze’
Selskab: Aftermath/Universal
Karakter: 5/6

Efter fire års tavshed vendte Eminem sidste år tilbage med albummet ’Revival’. Og selv om det nok resulterede i et vist reboot af karrieren – især kommercielt – var det ikke det skud livseliksir til det kunstneriske udtryk, som titlen antydede.

Nu er han så pludselig på banen igen, denne gang med ’Kamikaze’. Og lad os bare slå det fast: Eminem er væsentlig bedre på døds-autopilot end til genoplivningstræning. Den 45-årige Detroit-rapper er vred, skarpladt og rapmæssigt sublim på et album, der virker mere ærligt og umiddelbart end noget, vi har hørt fra ’Em’ siden 00’ernes velmagtsdage.

Hvor meget af dette der skyldes, at Marshall Mathers er typen, der kører bedst på arrigskab og viljen til at bevise sig selv, og hvor meget der skal tilskrives det faktum, at den gamle kumpan, Dr. Dre, er tilbage bag knapperne, er svært at sige. Faktum er i hvert fald, at når de to slår pjalterne sammen, så giver et plus et ganske ofte tre.

Allerede fra åbneren, ’The Ringer’, er der skatte at hente. Et klassisk Dre-stab danner grundlag for et hårdtslående track, hvor de to makkere nok kigger tilbage og graver retroguld, men samtidig byder en ny lyd indenfor. Og netop dét er faktisk en af de store styrker ved ’Kamikaze’: at albummet både skuer frem og tilbage, uden at overgøre hverken det ene eller det andet. Selv om coveret, der er en tro kopi af Beastie Boys’ legendariske ’Licensed to Ill’, måske kunne antyde, at der var tale om rent gravrøveri.

Allermest centralt på ethvert Eminem-album står dog hovedpersonens evner på mikrofonen. Og dér er der stadig meget få, der kan følge med. Eminem deler velfortjente og -placerede lussinger ud til alle fra Lil’ Pump over Drake og til Machine Gun Kelly, der ofte kritiseres for at lyde for meget som netop Eminem. Når man hører ’Kamikaze’, er det imidlertid tydeligt, hvem der er mesteren.