Emilie skal giftes med Marcus, der kommer fra en grundstærk kernefamilie og tror på den evige kærlighed, hvor Emilies familiebaggrund har efterladt hende uden den store tillid til kærligheden.

Her får hun hjælp af terapeut Katrine Axholm til at få styr på tankerne, der gør hende usikker på, om kærligheden kan holde.

»Lige nu er vi forelskede og vil gerne stifte familie og være sammen altid, men jeg ved jo godt fra mine venner og min familie, at sådan bliver vi ikke ved med at have det, så hvordan kan vi bedst ruste os til ægteskabet? Hvad skal der til?«

Emilie skal giftes med Marcus, og hun glæder sig. Samtidig er det også en stor beslutning at binde sig til et andet menneske, og hvordan er det lige med kærligheden? Er der noget, de kan gøre allerede nu, hvor de stadig er forelskede, for at tage udfordringerne i opløbet? Det taler vi om i terapien.

Emilie fortæller, at hun selv er vokset op i en skilsmissefamilie, og at det gav en masse ballade i hendes barndom, at hendes far og mor havde det så dårligt med hinanden, endte med at blive skilt og derefter havde det svært med samarbejdet omkring Emilie og hendes bror:

»Mine forældre skændtes meget, også foran min bror og mig. Da jeg var teenager, svor jeg, at jeg aldrig skulle giftes, som om jeg tænkte, at hvis bare jeg ikke blev gift, så kunne jeg undgå alt det, jeg oplevede i min egen familie. Så mødte jeg Marcus og blev meget glad for ham, og nu har jeg lyst til at gå hele vejen. Ægteskab, børn, familie, hele pakken. Dele livet, sorgerne og glæderne. Men jeg ved ikke, om det er realistisk. Jeg har ikke særlig meget tillid til kærligheden – ikke med den historie, jeg har.«

»Marcus ser helt anderledes på det. Han er vokset op i en kernefamilie og har det sådan, at når vi har sagt ja til hinanden, så er det for evigt. Så fanger bordet, og jeg er aldrig i tvivl om, at han vil hente månen ned til mig, hvis det er det, som kan gøre mig glad. Det er jo meget romantisk, men mon det holder i længden? Hans forældre er stadig sammen, men de har jo også deres udfordringer, så det er vel også et valg at blive. På nogle måder at lade sig nøjes med eller stille sig tilfreds med, som det er, medmindre det er helt forfærdeligt.«

Som alle andre er Emilie præget af de erfaringer, hun har gjort sig tidligere i livet. Som barn mistede hun troen på kærligheden, fordi den bragte så meget bøvl mellem hendes forældre. Det betyder, at bare tanken om at binde sig til et andet menneske, som hun lige nu er i gang med at gøre til Marcus, kan føles farligt.

Som om der ikke er nogen vej tilbage og ud af ægteskabet igen. Det ved hun godt med sin fornuft, at der naturligvis er, men betyder det så, at hun kan stole på kærligheden og på, at den varer ved? Og kan man selv gøre for at få den til at holde?

Emilie og jeg taler om, at de erfaringer, hun har fra sin fars og mors ægteskab i barndommen, kommer til at stå i vejen for at give hende og Marcus en reel chance. At hun ikke tør stole på det gode, selvom det er det, hun ønsker sig. Man kan sige, at hendes og Marcus' forhold kommer til at tage straffen for den uro, hendes forældres forhold skabte.

Vi taler om de fem ting, hun og Marcus kan gøre for at skabe det bedste og mest solide fundament for deres kærlighed (se faktaboksen). Emilie afslutter sessionen med følgende indsigt:

»Jeg kan godt se, at hvis jeg hele tiden kigger på Marcus' og mit forhold gennem et filter, som er præget af det liv, min far og mor levede både sammen og efter skilsmissen, så får vi aldrig en chance. Jeg er nødt til at tro på det bedste, og hvis ikke det lykkes med os, så må jeg forholde mig til det. Lige nu vil jeg nyde at være forelsket og tro på, at Marcus og jeg kan gøre noget andet og bedre end det, mine forældre formåede.«