Ellen Hillingsø holder sig fra de hurtige kulhydrater, og spiser hun en sjælden gang pasta, tager hun kun 40 gram. Som italienerne.
Hvordan holder du dig i form?
»Jeg kan godt lide at træne, og jeg har altid trænet. Jeg løber, jeg spiller tennis, dyrker yoga og går hos Powerhouse hos Jan Svensson og Tor Andersen. Jeg vil gerne træne så mange dage om ugen som muligt, og sådan har jeg haft det, siden jeg kom ind på skuespillerskolen. Det er krævet af en skuespiller at være i god form, min krop er mit instrument, den skal være stærk, og den skal kunne se ud på forskellige måder. Livet som skuespiller er præget af sene aftener og dårlig søvn, og derfor har jeg lært mig at leve sundt, så jeg kan holde til det.«
Hvad er sundhed for dig?
»Sundhed er, at tingene er balancerede. Det nytter ikke noget, at noget er helt forbudt, det har en dårlig indvirkning. Hvis man ikke må spise hindbærsnitter, så er det det eneste, man tænker på. Men jeg spiser ikke meget brød og kartofler, og hvis jeg spiser pasta, gør jeg som italienerne og tager kun cirka 40 gram. Jeg passer på med de hurtige kulhydrater, da man nemt kan komme til at spise for meget af dem.«
Hvornår har træning og kost gjort en forskel for dig?
»Jeg har været med på mange former for bootcamps, og det, der er godt ved sådan et forløb, er, at man bliver kickstartet, og at man hurtigt kan mærke, at ens kapacitet øges. Kroppen er jo en fantastisk mekanisme, så hvis man målretter kost og træning, så kan man ret hurtigt opnå resultater. Jeg stiger på, når noget lyder sjovt, men ellers er det oplagt at gøre det efter en periode med meget arbejde eller oven på en vinter.«

Hvad er fordele og ulemper ved online-træning?
»Man skal passe på ikke at komme til at snyde sig selv. Man skal træne, som om man rent faktisk opholder sig i træningssalen. Jeg ville have forsvoret, det var noget for mig, men jeg er helt forbavset over, hvor godt det har fungeret for mig her under corona-nedlukningen. Men også i min hverdag, hvor jeg ofte har svært ved at nå hen i træningscentret, vil det give dejlig fleksibilitet at kunne gøre det derhjemme.«
Dit bedste råd til en sund hverdag?
»At man laver aftaler med sig selv og tager dem alvorligt. Siger højt, at fra på mandag tager jeg mig selv alvorligt. Så kan man bruge et par dage til at gå og forberede sig til det. Købe ind og at tage en snak med sig selv: 'Hvorfor under jeg ikke mig selv at være sund og stærk?'. 'Hvad motiverer og demotiverer mig?'«

