Efter otte dages blokade af Filmskolen har rektor trukket sig. Elever vil bygge skolens uddannelser op igen.

Det glæder elever på Den Danske Filmskole, at rektor Vinca Wiedemann fredag har meddelt sin afgang.

I otte dage har eleverne på Filmskolen blokeret skolen og krævet rektors afgang.

Nu vil eleverne se på, hvordan de kan skabe den skole og de uddannelser, de hele tiden har kæmpet for.

Det fortæller Martin Anthon Sørensen, der studerer på filmklipperlinjen.

- Vi er glade og lettede over, at hun har trukket sig. Det er ligesom første skridt til, at vi kan kigge fremad.

- For os har det aldrig handlet om en personlig hetz, men om rektors opgaver - og dem mener vi ikke, hun har varetaget ordentligt, siger han.

Eleverne har i lang tid været utilfredse med Vinca Wiedemanns ledelsesstil, og den måde hun har ændret flere af Filmskolens uddannelser.

Kulturministeriet har ansat Bo Damgaard som midlertidig rektor for Filmskolen. Ifølge TV2 Fyn regner han ikke med, at han kan overtage stillingen permanent. "Under ingen omstændigheder," lyder det.

Han har på det seneste arbejdet som konsulent i filmbranchen og har tidligere været direktør for FilmFyn og programchef på TV2.

Samtidig er der sat en proces i gang for at finde en permanent afløser for Vinca Wiedemann.

Det er en proces, Martin Anthon Sørensen håber, at eleverne kan få indflydelse på.

- Vi vil gerne have oprettet en bestyrelse, der skal stå over rektor, hvor der både er demokratisk valgte repræsentanter fra filmbranchen, lærer- og elevgruppen.

- Bestyrelsen, ønsker vi, skal stå for udvælgelsen af en ny rektor, siger han.

Den første opgave for den næste permanente rektor bliver at lave en plan for den langsigtede udvikling af Filmskolen, oplyser Kulturministeriet.

I en pressemeddelelse meddeler eleverne, at de ophæver deres blokade fra fredag eftermiddag - men at de fastholder en række krav til det, de ønsker, skal udgøre hjørnestenene i fremtidens filmskole.

Det indebærer blandt andet ønsket om en bestyrelse, men også otte differentierede specialistuddannelser med en fast fagleder, som skal være med i udarbejdelsen og godkendelsen af studieordningen.

/ritzau/