Det ryster eksperter, at så mange børn ser DRs søndags-thriller. Det er alt for hård kost for børnene

Hele 40.000 danske børn i alderen 3-12 år sidder og kigger med, når Sarah Lund søndag aften i »Forbrydelsen« jagter en gal massemorder, der halalslagter og sprænger sine ofre i luften med dynamit.
Det afslører DRs egne seertal – og tallene chokerer både en børnelæge og en psykolog.
DEBAT: ER FORBRYDELSEN UEGNET FOR BØRN?
- Det er uhyggeligt og stærkt bekymrende, for selvfølgelig er det med til at påvirke børnene og deres adfærd. Men det afspejler desværre den forråelse, der er kommet ind i børns liv, siger børnelæge Vibeke Manniche.
DR har et godt kendskab til sine seere med TNS Gallups såkaldte TV-Meter-system. Det registrerer præcist, hvem der ser tv, hvad de ser, og hvor gamle de er. Tallene viser, at i gennemsnit 1.618.000 seere ser »Forbrydelsen«. To pct. af alle danske børn i alderen 3-7 år følger med, mens 10 pct. af børnene fra 8 til 12 år følger Søren Sveistrups thriller.
- Jeg er chokeret. Det kommer virkelig bag på mig, at så mange børn ser »Forbrydelsen«, der er utrolig voldsom, siger børnepsykolog Margrethe Brun Hansen. Hun mener, det er udtryk for dårligt lederskab, når forældre ikke tør sende børnene i seng af frygt for at ødelægge søndagshyggen foran skærmen.
- Fælleshygge er blevet lig med vok-senhygge, men børnene kan ikke selv vurdere, om de er modne nok til at se »Forbrydelsen«, og de skal aldrig se sådan noget alene. De har svært ved at abstrahere fra, at det ikke er virkeligt, og det skaber angst. Selv om 9-10 årige kan abstrahere, kan mange alligevel have svært ved det. Jo mere vold, børn ser på tv og i computerspil, jo mere følelsesmæssigt påvirket bliver de, siger Margrethe Brun Hansen.
Børnelæge Vibeke Manniche er enig og mener, at »Forbrydelsen«s store succes er med til at lægge et ekstra pres på børnefamilierne.
- Problemet med »Forbrydelsen« er, at det er sådan en succes, som mange følger med i. Mange forældre er i vildrede og bliver presset, når det er samtaleemne i skolerne. Jeg mener, at aldersgrænsen for »Forbrydelsen« er 16 år. Mindre børn vil opleve at få mareridt, være triste, have uro og få svært ved at sove. Vold på tv og computer smitter af på børns adfærd og nedbryder grænserne for, hvad man kan sige og gøre over for andre. Det ser vi blandt andet i bandekrigen, siger børnelægen.