I 40 år har kun dødsfald forhindret Dubliners i at optræde. Nu kræver folk-gruppen en stok, en kørestol og en flaske whiskey for at gå på scenen.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>De sad her for 40 år siden, og de sidder her endnu. Pubben O'Donoghue's i det centrale Dublin er for The Dubliners, hvad Bodeguita del Medio i Havanna var for Ernest Hemingway. Væggene er plastret til med billeder og plakater med de irske spillemænd, der turnerer i Danmark fra 2. til 12. maj for at fejre 40 års jubilæet.

John Sheahan kigger lidt nostalgisk på væggene og skruer tiden tilbage til 1962. Billederne afslører, at de 40 år har trukket sine veksler på musikerne. Håret er blevet gråt, og furerne i ansigterne er dybere.

»Det fantastiske ved den her pub er, at den ikke har ændret sig, siden jeg trådte ind første gang i 1962. Dengang samledes forskellige musikere hver aften over en pint og spillede traditionel irsk folkemusik. Dengang var man mere optaget af rock i Dublin, men den traditionelle folkemusik blev dyrket på landet. Men Paddy O'Donoghue, der ejede pubben, var vild med folkemusikken, og han er faktisk årsag til, at The Dubliners blev til et orkester.

Der var bare ét problem. Dengang havde han ikke licens til levende musik, men vi fandt en udvej, for vi mente ikke, at man kunne smide en mand i fængsel for at holde den irske kultur i hævd, så vi spillede lystigt, og der kom aldrig nogen og spurgte, om han havde licens,« smiler John Sheahan.

Han var fra barnsben god ven med musikeren Barny McKenna, og efter halvandet år på pubben var John fast medlem af The Dubliners:

»Vi var jo ikke professionelle musikere, vi mødtes bare her på pubben efter arbejde og i weekenden for at spille. Vi havde hverken drømme om turneer eller pladeindspilninger. Vi hyggede os med øl og vor lidenskab til musikken. Vi havde ikke sat os noget mål, og det tror jeg er grunden til, at vi spiller i dag. Ingen havde forestillet sig, at vores lille orkester skulle holde i 40 år.

Jeg var ansat på el-værket, ligesom de øvrige også havde fast arbejde, men da der kom efterspørgsel, tænkte jeg: »Det kan da godt være, det kan holde et par år,« og sagde en god stilling op.

Vi kom med i et TV-program, men først måtte vi findes stadstøjet frem og barbere skægget af. Det var et krav for at medvirke i TV. Udsendelsen gav efterspørgsel, vi begyndte at turnere i England. I 1967 udsendte vi »Seven drunken nights«, men den blev bandlyst i radioen. De sagde, den var fræk.«

»Ed Sullivan ville heller ikke have den med i sit TV-show. Men det gav os en masse omtale i aviserne, og når folk ikke måtte høre os i radioen, ja så dukkede de op til vore koncerter.

I slutningen af tresserne fyldte vi Royal Albert Hall i London,« siger John Sheahan.

I de 40 år, der er gået, har kun dødsfald blandt musikerne forhindret The Dubliners i at gå på scenen, men gruppens medlemmer imellem er et ord et ord. Kun døden kan forhindre, det overholdes:

»The Dubliners er baseret på et venskab og ordholdenhed. Vi havde engang en manager, der ville ha' os til advokat for at skrive en kontrakt, der forpligtede os indbyrdes. Vi kiggede på hinanden og sagde til den manager, at om så han lavede en kontrakt på tusind sider, så ville den ikke være bindende. Hvis en af os ville forlade bandet, så var det dét. Man kan og skal ikke holde på et menneske, hvis ikke musikken swinger.

Vi har spillet i 40 år uden ét eneste stykke papir mellem os musikere, og det er jo gået meget godt. Hvis ikke vi havde nydt hinandens selskab og musikken - så havde det ikke holdt så længe. Man skal lave dét, man kan li'. Der er desværre alt for mange mennesker, der hader deres job, men vi elsker vores.

Vi har faktisk tilbragt mere tid sammen i gruppen, end vi har tilbragt sammen med vore respektive hustruer,« siger John Sheahan, der som den eneste i bandet stadig er gift med den samme kvinde. De øvrige har to eller flere forhold bag sig.

Han lægger især vægt på de unikke stemmer, og at musikerne individuelt har en sound, der forenes i en stærk balance:

»Vi er alle oppe i tresserne, så vi tager kun ét år ad gangen, men der er kun én, der kan stoppe The Dubliners. Det er Gud. Så længe han vil, så længe fortsætter vi - og det gør vi i hvert tilfælde frem til jul, for vi har forpligtet os til at spille i det meste af Europa i anledning af jubilæet.«

Nu, 40 år efter at det hele startede på en pub i Dublin, er gruppens medlemmer stærkt mærket af tidens tand. I kontrakterne med koncertarrangørerne står, at der skal forefindes en stok, en kørestol og en flaske whiskey inden for rækkevidde:

»Står der kun én stok - vi skal bruge to,« griner Barny McKenna, der ikke har samme mobilitet som for år tilbage, og han har af og til behov for både stok og kørestol. En blodprop har ødelagt en del af hans syn, men banjoen håndterer han uden problemer.

Hans kærlighed til Danmark har fået en ny dimension:

»Intet besøg i Danmark uden en friaften på Fanø, hvor vores manager, Carsten Svoldgaard, bor. Fanø er som Utopia, vi elsker den ø og de mennesker, der bor dér.

Vi samles med de lokale omkring en god frokost og masser af lokal snaps, og så spiller vi ellers hele natten. Selv om de taler mærkeligt på Fanø, har musikken et internationalt sprog, som man også taler på Fanø.

Danmark er også ensbetydende med et besøg i Tivoli. Jeg elsker at se festfyrværkeriet eksplodere på nattehimlen,« siger Barny McKenna.

Eamon Campbell hævder hårdnakket, at det image, The Dubliners har fået med at drikke guinness og irsk whiskey konstant, ikke holder for hans vedkommende: »Jeg hader irsk whiskey. Men stik mig en guinness til!«