Advokat Christian Kjær kan ikke længere smykke sig med royale titler, oplyser kongehuset til Ekstra Bladet.

Dronning Margrethe har frataget Christian Kjær sine royale titler.

Det skriver Ekstra Bladet.

Christian Kjær, der er tidligere bestyrelsesmedlem i blandt andet FLSmidth, har i mange år færdedes omkring kongehuset.

Kongehuset bekræfter over for Ekstra Bladet, at dronningen har valgt at fratage Kjær alle sine royale titler, der talte kammerherre, hofjægermester samt ridder af første rang af Dannebrog.

- Vi kan bekræfte, at Christian Kjær har fået frataget sine ærestitler og sin titel som ridder af første grad af Dannebrogsordenen.

- Christian Kjær er orienteret, oplyser kongehusets kommunikationsafdeling til avisen.

Dronningens beslutning kommer, kort efter at Kjær blev dømt for at have påkørt en trafikofficial, der holdt vagt ved et lokalt cykelløb i Hørsholm.

Rigmanden ønskede dog ikke at acceptere, at han ikke måtte passere, og han påkørte i den forbindelse manden med lav fart, fandt retten.

Retten i Lyngby idømte Kjær 30 dages betinget fængsel, frakendte ham kørekortet i et år og gav ham en bøde på 10.000 kroner.

Den nu tidligere hofjægermester nægtede sig skyldig i alle anklager.

Christian Kjærs sekretær har oplyst til avisen, at han ikke har nogen kommentar til dronningens beslutning.

/ritzau/